Kronik: Er østrigerne tyskere eller ej?
Historien viser, at det er der ikke
et entydigt svar på, skriver dagens
kronikør i forsøget på at afklare
begreberne.
AF DAVID GRESS, PH.D., HISTORIKER
Bella gerant alii! Tu, felix Austria, nube! »Lad andre føre
krige! Du, lykkelige Østrig, gift dig!« Verset kom mig i hu, da jeg
læste, hvad Hans Hauge skrev i kronikken 20/4 om, at Østrig var et
underligt land. Det sære ved Østrig sammenlignet med Danmark,
skriver han, er, at det ikke er en nationalstat, men det, der er
tilbage af en slægtsejendom, nemlig slægten Habsburgs arvelige
fyrstendømme i landene omkring floderne Donau, Enns og Inn.
»Østrigerne er en stat og ikke en nation, for østrigerne er
tyskere,« skriver Hauge. Det er både rigtigt og forkert.
Østrigerne i dag hævder, at de er en nation for sig, og det skyldes
frem for alt en mand, der blev født 1889 samme dag, som Hauges
kronik udkom, nemlig Adolf Hitler. Han var enig med Hauge i, at
østrigerne var tyskere, og derfor var hans første større
internationale aktion at indlemme sin hjemstavn Østrig i sit tyske
rige. Det skete i 1938 under næsten udelt jubel fra østrigernes
side.
Da krigen i 1945 var tabt og Hitlerstyrets ugerninger kom for en
dag, var der få østrigere tilbage, der kunne huske glædesrusen fra
1938 og få, der ville kalde sig tyskere. Nu kunne det ikke gå
hurtigt nok med at genoprette et selvstændigt Østrig, der med held
fremstillede sig for verden som Hitlers første offer. Vittige
hoveder har siden påpeget, at det østrigske mesterstykke i
efterkrigstiden har været at få verden til at tro, at østrigeren
Hitler intet havde med det rigtige Østrig at gøre, mens rhinlænderen
Ludwig van Beethoven var østriger.
Hvad er de så, disse østrigere? Lad mig for at spore et svar tage
læseren på en historisk ekskursion til landene omkring Donau, Enns
og Inn.
Østrig fødtes som Det tyske Riges sydøstlige grænseland. Mod vest og
nord gled det uden skarpe skel over i Bayern og Bøhmen; mod syd og
øst derimod løb sprog- og kulturgrænsen til de ungarsk og slavisk
befolkede egne. I 955 invaderede ungarerne de tyske lande i det mest
ødelæggende fremmede felttog mod Mellemeuropa før mongolernes i
1241. De blev besejret på Lechfeld i Bayern af kong Otto I., der
senere som kejser oprettede markgrevskabet Østrig for at sætte skik
på styringen af rigets udsatte, sydøstlige del. I 1156 ophøjede
Frederik Barbarossa det til arveligt hertugdømme. Det blev senere
delt i to: Østrig vest og øst for Enns.
I 1246 uddøde den herskende Babenberger-slægt, hvorpå kong Ottokar
II. af Bøhmen lagde krav på området. I 1273 valgte de tyske
kurfyrster Rudolf af Habsburg til konge i Det tyske Rige; Ottokar
var én af dem, men nægtede at anerkende Rudolf. Opgøret endte med,
at Rudolf besejrede og dræbte Ottokar i slaget ved Dürnkrut sydøst
for Wien i 1278. Hermed var Rudolf ubestridt hersker i Tyskland. Han
inddrog derpå hertugdømmet Østrig og gav det til sine sønner. Det
var strategisk slægtstænkning af format. Rudolf var selv herre over
nogle områder i det nordvestlige Schweiz, hvor stamborgen Habsburg
(Habichtsburg, Høgsborg) stadig ligger. Den snilde, han som
andenrangs fyrste havde brugt til at blive valgt til konge, brugte
han nu til at sikre sine efterkommere en husmagt, altså
tributpligtige arvelande, der passede sig for en slægt, der var
rykket frem i forreste række af de tyske fyrstehuse. Østrig var det
eneste land, der var til rådighed. Rudolf forstod at gribe chancen,
fordi han vidste, at Habsburgerne ikke fremover ville kunne deltage
i konkurrencen om Europas fornemste verdslige magtstilling - Det
tyske Riges konge og kejser - uden de ressourcer, som store og rige
arvelande kunne give.
Fra 1278 har Habsburgerne hjemme i Østrig, og østrigerne anser
Rudolf for landets første grundlægger. Det stemmer, hvis man husker,
at Østrig ligesom Sachsen, Bøhmen og Brandenburg var en præmie i Det
tyske Riges samling af hovedlande og ikke en selvstændig stat. Det
passer imidlertid også, at Habsburgerne ved at blive arvelige
fyrster i netop denne provins gradvist fremmede en lokalpatriotisme,
der igennem århundrederne bidrog til at indbyggerne i Østrig
identificerede sig mere med dynastiet og mindre med de øvrige tyske
lande.
Rudolfs sønner blev ikke valgt til konge, men efter at have prøvet
en række andre dynastier vendte kurfyrsterne i 1438 endegyldigt
tilbage til Habsburgerne. De forenede herefter husmagten over Østrig
med forventningen om altid at blive valgt til konge i Det tyske
Rige. Med kongeværdigheden fulgte også retten til at blive kronet
til romersk kejser og dermed til kristenhedens verdslige overhoved
af paven i Rom.
Den fyrste, verset om at gifte sig var rettet til, var Maximilian
(1459-1519). Han ville være kejser af gavn som af navn, som Europas
"sidste ridder" ville han samle kristenheden mod tyrkerne og skabe
et mægtigt og civiliseret rige. For at gøre dette muligt valgte han
den eneste mulige vej, nemlig det strategiske ægteskab. Det gjorde
han med uforlignelig kraft og virkning.
I 1477 indledte han familien Habsburgs anden store geografiske
rokade ved at ægte Maria, eneste barn af Karl den Dristige, hertug
af Burgund, der netop var faldet i kamp mod schweizerne ved Nancy.
Den burgundiske gren af det franske kongehus styrede et bælte med
nogle af Europas rigeste lande fra Nordsøen til Alperne. Maximilians
ægteskab med Maria betød, at den franske konge ikke uden videre
kunne inddrage sin fætters fede len, men måtte se deres rigdomme
overgå til Habsburgerne. Det tilgav han aldrig, og Frankrig og
Tyskland var ærkefjender i århundreder derefter.
I 1478 fødte Maria sønnen Filip, senere kaldet den Smukke. Faderen
gjorde ham til arvelig hertug af Burgund og markerede derved, at
Habsburgerne nu også hørte hjemme i Nederlandene. Det var kun
optakten. Habsburgernes tredje og største rokade ventede.
Også i Spanien levede der en pige, der var eneste arving til et
mægtigt land, og det i dobbelt forstand. Juana var datter af
Ferdinand og Isabella, der selv var de eneste arvinger til de to
store spanske kongedømmer Aragon og Kastilien. Foreningen af de to
skabte kongeriget Spanien. Dets skæbne levede nu i Juana, og da
Maximilian i 1496 hjemførte hende til sin søn Filip, var det ikke
kun Spanien, han havde med, men også det Nye Spanien hinsides
Atlanten.
På få år havde Maximilian svunget sig op fra at være arvehertug af
Østrig til at være patriark over et rige der strakte sig fra
Vestindien over Nederlandene til Wien. Sandelig, lad de andre slås!
Filip, der har eftermæle af at have været den klogeste af alle
Habsburgerne, døde 1506 af at drikke for meget koldt vand på en hed
dag. Heldigvis var der endnu en gang en sidste arving, og det var
unge prins Karl, hertug af Burgund, konge af Spanien, og efter
farfaderens død i 1519 hertug af Østrig, tysk konge og romersk
kejser. Så bange var Frans I. af Frankrig for Karls mægtige rige,
der omklamrede Frankrig fra nord, øst og syd, at han selv stillede
op til kejservalget, selvom ingen fransk kandidat nogensinde havde
vundet. Han håbede, at nogle af kurfyrsterne ville dele hans frygt
for en kejser, hvis vældige udenrigske besiddelser ville gøre ham
uafhængig af fyrster og Rigsdag. Karl svarede igen med en
valgpropaganda, der har umiskendeligt nationale toner. "Det hellige
[romerske] Riges magt, ære og værdighed blev skænket den tyske
nation for 700 år siden," skrev Karls spindoktorer. De mobiliserede
den gamle forestilling om, at der i verden kun fandtes ét rige, det
romerske, som gik i arv til den tyske nation, fordi tyskerne var de
tapreste og værdigste af alle kristenhedens folk. Tyskerne har
dermed ret til riget, som "garanterer, at den tyske nation beholder
sin frihed."
Karl V. fik som kejser vrøvl med en opsætsig augustinermunk ved navn
Martin Luther. Det ligner en skæbnens ironi, at Habsburgerne netop i
øjeblikket for deres allerstørste triumf løb ind i oprør og
borgerkrig på hjemmefronten. Luther fik hurtigt mange fyrster med
sig, og Karl sled sig op i sine evige forsøg på med magt eller
diplomati at etablere sin suverænitet som kejser i Riget. Heller
ikke paven fik han det godt med, fordi paven var franskvenlig. I
1527 slap Karls feltherrer de kejserlige landsknægte løs mod selve
Rom, der blev plyndret og skændet som aldrig før eller siden. Heraf
kan den nordiske læser få et dramatisk billede i Mika Waltaris
panoramiske roman Mikael Låddenfod. Det blev en pyrrhussejr. Paverne
havde aldrig siden tillid til tyskerne, og selvom Habsburgerne var
Europas mægtigste katolske herskerhus, var det kun modstræbende, at
paverne fremover allierede sig med dem.
Karl delte den dynastiske arv mellem sine sønner. Den ene, Filip,
fik Spanien, Amerika og Burgund; den anden, Ferdinand, fik Østrig,
Ungarn, der var indgået i arvelandene i 1526, og kravet på den tyske
krone. De to grene af slægten samarbejdede tit mod Frankrig og
protestanterne, men det var ikke det, Maximilian havde forestillet
sig. Den sidste ridders drøm forblev en drøm.
I 1618 udløste de religiøse og politiske modsætninger i Det tyske
Rige historiens værste borgerkrig, den vi kalder Trediveårskrigen.
En tredjedel af befolkningen omkom; velstand, kultur og handel blev
sat 200 år tilbage. Endnu en gang sandede det sig, at Habsburgere
havde mere held i giftermål end i krig. Østrig slap forholdsvis
nådigt. Det var endnu en grund til, at Habsburgernes arvehovedstad
Wien blev Rigets midtpunkt; her lå hoffet, her lå den øverste
rigsret og her lå rigskammeret, altså finansministeriet. Landene
omkring Donau, Enns og Inn var stadig lande i Det tyske Rige, men de
var også på vej til at blive en politisk og økonomisk enhed for sig.
1740 døde den sidste mandlige habsburger. Endnu en gang afhang et
riges skæbne af en pige, men hvilken pige. Maria Theresia, Østrigs
anden grundlægger, arvede hertugdømmerne Østrig, men kunne ikke
formelt vælges til tysk konge og kejser. For at råde bod herpå blev
hun gift med hertug Frans af Lothringen. Han var hende en god gemal
og havde udpræget økonomisk sans, men det vigtigste han gjorde var
at videregive sin leptosome fysik til dynastiet, der efter Maria
Theresia holdt op med at bestå af undersætsige folk med store hager
for i stedet at bestå af høje tynde folk.
Maria og Frans fik 16 børn, hvoraf 10 blev voksne; to blev kejsere
og en, Marie Antoinette, dronning af Frankrig indtil de
revolutionære halshuggede hende i 1793. Maria var en from, streng og
sparsommelig hersker, men hun undgik ikke krig. Det tyske Rige var
en højt udviklet forbundsstat, måske forud for sin tid, for dets
regler og love, der oprindelig var indført for at sikre freden
mellem protestanter og katolikker, hindrede en stærk centralmagt i
at udvikle sig. Det udnyttede de øvrige tyske fyrster, især Frederik
II. af Preussen, til at føre krig dels indbyrdes og dels mod
Habsburgerne.
I 1806 opløste Napoleon Det tyske Rige og Habsburgerne kaldte sig
derefter arvelige kejsere af Østrig og konger af Ungarn. Det var de
indtil 1918; de sidste 100 års habsburgervælde i Wien styrkede
østrigernes fornemmelse af, at de var en særlig slags tyskere. Efter
1806 vendte de sig mere mod syd og øst, mod de ungarske og slaviske
dele af Habsburgernes lande. De gamle hertugdømmer Østrig var i
denne periode blot det vigtigste af monarkiets tysktalende lande.
Da sejrherrerne i 1919 lemlæstede det habsburgiske rige, stod Østrig
tilbage som en fattig randprovins uden opland. Dets eneste chance
var at tilslutte sig Tyskland, der også var besejret, men immervæk
større og rigere end Østrig. Hermed ville den tyske nation, som blev
delt, da riget blev opløst i 1806, genforenes. Det ønskede næsten
alle østrigere. Det stemte da også overens med princippet om
folkenes selvbestemmelse, som de allierede hævdede at have ført
krigen for, men de allierede sagde nej. Det forbitrede østrigerne og
forklarer, hvorfor Hitler blev så jublende modtaget i Wien i 1938.
Er østrigerne tyskere eller ej? Historien viser, at svaret ikke er
så entydigt. Lad mig slutte med et andet mundheld fra Habsburgernes
storhedstid: A E I O U, Austriae est imperare orbi universo, det
tilkommer Østrig at herske over hele verden. Maximilian smiler fra
sin himmel |