Drop Down Menu
Italien/Italy
Guareschi &
Don Camillo
Drop Down Menu
Den italienske journalist, bladtegner og humorist Giovannino Guareschi (1908-1968) skabte karakteren Don Camillo baseret på den historiske romersk katolske præst Don Camillo Valota, der var frihedskæmper under 2. Verdenskrig og blev interneret i koncentrationslejrene Dachau og Mauthausen. Don Camillo er den ene af de to hovedpersoner i Guareschis romaner, den anden er den kommunistiske borgmester Peppone. Historierne foregår i hvad Guareschi kalder "den lille verden", som repræsenterer det landlige Italien efter 2. Verdenskrig.

I perioden 1946-66 skrev Guareschi 347 historier om Don Camillo, en karakter, der har betydet for Italien, hvad Cervantes' Don Quixote har betydet for Spanien - et litterært mesterværk.
Don Camillos lille verden er feteret i bøger, film, tv-serier, i radioen og på YouTube.

The Italian journalist, cartoonist and humorist Giovannino Guareschi (1908-1968)
created the character Don Camillo, based on a the historical Roman Catholic priest Don Camillo Valota, a World War II partisan and detainee of the concentration camps of Dachau and Mauthausen.
Don Camillo is one of two main protagonists of Guareschi's novels, the other is the communist mayor of the town, Peppone. The stories are set in what Guareschi refers to as "the small world" of rural Italy after World War II.


Between 1946-66 Guareschi wrote 347 stories featuring Don Camillo, a character who has done for Italy what Cervantes' Don Quixote did for Spain - a literary masterpiece.
"The Little World of Don Camillo" has been feted in books, in films, in series on TV, on radio and on YouTube.
I perioden 1952-62 blev der skabt fem sort-hvide fransk-italienske Don Camillo film.
Don Camillo blev spillet af den franske skuespiller Fernandel (1903-1971), Peppone af den italienske skuespiller Gino Cervi (1901-1974). Cervi var Guareschis dobbeltgænger.
Between 1952-62 five black-and-white French-Italian Don Camillo films were made.
Don Camillo was played by French actor Fernandel (1903-1971), Peppone by the Italian actor Gino Cervi (1901-1974). Cervi was quite a Guareschi-lookalike.
1 1952 The Little World of Don Camillo
2 1953 The Return of Don Camillo
3 1955 Don Camillo's Last Round
4 1961 Don Camillo: Monsignor
5 1965 Don Camillo in Moscow
Den katolske præst Don Camillo (hvis fulde navn er Don Camillo Tarocci) er en opfarende type og den lille bys åndelige leder, og han er hele tiden på kant med den kommunistiske borgmester Peppone (hvis fulde navn er Giuseppe Bottazzi). De to har et had-kærlighedsforhold.
På hovedalteret i Don Camillos kirke er et krucifiks, som han taler til og med hver dag. Kristus rådgiver og irettesætter den koleriske præst.  
Don Camillo og Peppone har en fælles interesse i den lille bys ve og vel. Den unavngivne by er "den lille verden" i Podalen i hjertet af Norditalien. Imidlertid er den fiktive by navngivet "Pontenara" i Guareschis første Don Camillo historie fra 1946 udgivet i hans avis "Candido", men navnet blev aldrig senere anvendt.
I 3., 4. og 5. Don Camillo film hedder byen Brescello, der er den virkelig by, hvor optagelserne fandt sted. I Brescello "Don Camillos og Peppones by", beliggende nær floden Po, er et museum for de to karakterer.
Krucifikset som Don Camillo taler med er i kirken Santa Maria Nascente i Brescello.


The Catholic priest Don Camillo (full name Don Camillo Tarocci), is the hotheaded priest and the spiritual leader of the small town. He is constantly at odds with the communist mayor Peppone (full name Giuseppe Bottazzi). Don Camillo is closely linked to the crucifix in his church, he speaks to it every day and Christ in turn counsels his fiery priest in his pastoral work.
The common interest of Don Camillo and Peppone is the well-being of the small unnamed town known as "a small world" in the Po Valley in the heart of northern Italy. However a fictive village named "Pontenara" was mentioned in 1946 in the first Don Camillo story Guareschi wrote for his newspaper "Candido", but the name was never used again.
In the films 3, 4 and 5 the name of the town is Brescello, the real-life town where the location shooting took place. In Brescello, "the town of Don Camillo and Peppone", located near the Po River, is a museum dedicated to the two characters.
The crucifix which Don Camillo speaks to is in the church of Santa Maria Nascente i Brescello.

Giovannino Guareschi (1908-1968)
1908
Giovannino Guareschi kaldet Nino fødes i Fontanelle i Podalen (floden Po) nær Parma, 1. maj.
Giovannino Guareschi aka Nino was born at Fontanelle in the Valley of the Po on the 1st of May.
1928
Klassisksproglig student.
Gymnasietiden var afbrudt af faderens fallit i 1925. Venlige lærere, der havde fået øje på hans talent, hjalp ham, også økonomisk, så han kunne fortsætte studierne.
Certificate in Classical Languages.
1925-43
Journalist og satirisk tegner på forskellige aviser og blade i Parma og Milano.
Journalist and cartoonist at newspapers and magazines in Parma and Milan.
1933
Møder sin livsledsagerske Ennia Pallini, kaldet Margherita.
Met the partner of his life Ennia Pallini, named Margherita.
1934-36
Militærtjeneste.
Military service.
1936
Flytter til Milano.
Moves to Milan.
1940
Nino og Margherita gifter sig. To børn: Alberto født 1940 og Carlotta født 1943.
Nino and Margherita married. Two children: Alberto born 1940 and Carlotta born 1943.
1943-45
Krigstjeneste og krigsfangenskab.
Active service and prisoner of war.
1945-61
Grundlægger og redaktør af avisen/ugemagasinet Candido.
Founder and editor of newspaper/the weekly magazine Candido. 
1946 Guareschi skrev den allerførste Don Camillo historie til sin avis Candido. Den fiktive by havde navnet "Pontenara", et navn han aldrig siden anvendte.
Guareschi wrote the very first Don Camillo story for his newspaper Candido. The fictional town was called "Pontenara", the name was never mentioned again.
1948
Første "Lille Verden"-bog.
First "Little World"-book.
1952
Første "Don Camillo"-film, "Le Petit Monde de don Camillo" (Don Camillos lille verden). Fransk-italiensk film instrueret af Julien Duvivier. Den franske skuespiller Fernandel spillede Don Camillo, og den italienske skuespiller Gino Cervi spillede Peppone.
The first "Don Camillo"-film, "Le Petit Monde de don Camillo" (The Little World of don Camillo). French-Italian film directed by Julien Duvivier. The French actor Fernandel as Don Camillo, and the Italian actor Gino Cervi as Peppone.
1952
Flytter tilbage til la Bassa (Roncole). Roncole/Roncole Verdi er en landsby i Parmaprovinsen ca. 140 km sydøst for Milano. Komponisten Guiseppe Verdi blev født i Roncole i 1813.
Moves back to la Bassa (Roncole). Roncole/Roncole Verdi is a village in the province of Parma 140 km southeast of Milan. The composer Guiseppe Verdi was born in Roncole in 1813.
1954-55
Retssag og fængelsstraf/Lawsuit and imprisonment.
1968
Dør 22. juli/Died July 22.

Brescello

1-8 Sognekirken Santa Maria Nascente (Jomfru Marias Fødselskirke) blev ombygget i perioden 1829-37 og erstattede den tidligere middelalderkirke, og er baseret på arkitekten Luigi Groppis tegninger. De to statuer, der flankerer facaden (Jomfru Maria og skytshelgenen Genesius,) blev udført af Innocente Franceschini. Klokketårnet fra 1896 har fem klokker.
Indgangsportalen blev bestilt at filmproduceren Angelo Rizzoli til den 3. Don Camillo film og senere skænket til kirken.
The parish church of Santa Maria Nascente was rebuilt between 1829 and 1837, replacing the medieval church that once stood here, and based on the plan of the architect Luigi Groppi. The two statues on the facade (Virgin Mary and the patron saint Genesius) was executed by Innocente Franceschini. The bell tower from 1896 has five bells.
The church porch was commissioned by the film producer Angelo Rizzoli for the third movie "Don Camillo's Last Round" and then donated to the church.
1 Krucifikset som Don Camillo taler med blev fremstillet til filmserien, det er udført af den veronesiske billedhugger Bruno Avesani, der blev assisteret af den lokale tømrer Emilio Bianchini. Krucifikset blev skænket til kirken af produceren Angelo Rizzoli.
The crucifix through which Christ speaks to Don Camillo was created by the Veronese sculptor Bruno Avesani specially for the films. Avesani was assisted by the local carpenter Emilio Bianchini. The crucifix was donated to the church by the producer Angelo Rizzoli.
2-4 Interiør i Santa Maria Nascente/Interior of Santa Maria Nascente.
1-2 Statue af Peppone, 2001, udført af Andrea Zangani i anledning af 50-året for den første Don Camillo film.
Statue of
Peppone, 2001, by Andrea Zangani on occasion of the 50th anniversary of the first Don Camillo movie.
3-5 Statue af Don Camillo, 2001, udført af Andrea Zangani i anledning af 50-året for den første Don Camillo film.
Statue of Don Camillo, 2001, by Andrea Zangani on occasion of the 50th anniversary of the first Don Camillo movie.
1 Matteotti Square omgivet af bl.a. kirken og rådhuset.
Matteotti Square surrounded by the church and the town hall.
2 "Herkules", 1553, udført af skulptøren Jacopo Tatti, Matteotti Square.
"Hercules"
, 1553, by the sculptor Jacopo Tatti, Matteotti Square
.
3 Floden Po/The river Po.
Roncole Verdi
1 Udstillingen "Giovannino nostro babbo" (vores far) med bøger, fotos og tegninger. Udstillingen blev etableret af Guareschis søn Alberto og datter Carlotta i 2008 i anledning af hundredåret for Guareschis fødsel, Guareschis arkiver, Roncole Verdi.
The exhibition "Giovannino nostro babbo" (our father) with works, photos and drawings. The exhibition was established by Guareschi's son Alberto and daughter Carlotta in 2008 on the occasion of the centenary of the birth of Guareschi, Guareschi's archives, Roncole Verdi.
2-3 Don Camillos racercykel/Don Camillo's racing bicycle.
4 Guareschis arkiver, Roncole Verdi/Guareschi's archives, Roncole Verdi.
5 Bar Guareschi, Roncole Verdi.
6 Ærkeenglen Mikaels kirke, Roncole Verdi. Giuseppe Verdi blev døbt i kirken.
The Church of St Michael the Archangel, Roncole Verdi. Giuseppe Verdi was baptized in the church.
1-2 Den italienske operakomponist Giuseppe Verdis (1813-1901) barndomshjem.
The childhood home of the Italian composer of operas Giuseppe Verdi (1813-1901).
3-4 Buste af Giuseppe Verdi foran hans barndomshjem i Roncole/Bust of Giuseppe Verdi in front of his childhood home in Roncole.

Mange har læst bøgerne eller set filmene om den katolske præst Don Camillo. Få kender forfatteren, Giovannino Guareschi, der det meste af sit liv var en omstridt figur i det italienske kulturliv.


1. maj [2008] er det 100 år siden, at Giovannino Guareschi, den mest oversatte og elskede italienske forfatter, fødtes i Fontanelle nær Parma i det område, han altid elskede og vendte tilbage til som moden mand, la Bassa val Padana, kaldet la Bassa, den flade slette mellem floden Po og Appenninerne omkring byerne Parma og Reggio Emilia.

Om sin fødselsdag 1. maj 1908 fortalte Guareschi, kaldet Nino, senere:

»Lederen af de lokale røde var Giovanni Faraboli, høj og før som et egetræ. Han kom til vort hjem og viste sig i vinduet for de andre røde med mig i favnen og forklarede dem, at da jeg var født første maj, ville jeg blive en stor socialistisk leder! Den første maj fik mange svære følger, men jeg bevarer i min krop fornemmelsen af Giovanni Farabolis store, varme hænder.«

Ninos hjerte bankede for de små mennesker. Hans mest berømte skabning, sognepræsten Don Camillo, stiller sig på landarbejdernes side mod godsejerne, ikke af ideologiske grunde som hans modpart, den kommunistiske borgmester Peppone, men fordi det strider mod elementær og kristen ret at fratage en mand retten til at forsørge sig og sine. Faraboli var, skrev Nino, forbilledet for Peppone.

I en af historierne har Peppone vundet stort i lotteriet. Don Camillo morer sig over, at den barske kommunist pludselig bliver enormt optaget af sine penge. Så hører han Jesu stemme, for i historierne taler Jesus og Don Camillo sammen. Det sker oftest, for at Jesus, altså Don Camillos samvittighed, kan styre den opfarende præst. Nu hører Don Camillo Jesus sige: »Det er let for dig at le ad ham, du, som ingen familie har. Hvis du havde seks børn at brødføde, ville du måske hovere mindre.«

Gud ser dig, ikke Stalin
Ninos verdensgennembrud begyndte med ”Mondo Piccolo” (lille verden). Under den titel udkom i marts 1948 på forlaget Rizzoli i Milano en bog, som Nino annoncerede således:

»Aristokratisk Front - hr. Guareschi. Bogen ”Mondo Piccolo” udkommer snarest. Den er på 368 sider, forord i tilgift. 36 tegninger. Alt det for 600 lire. Skal vi handle?«

Annoncen var ledsaget af en tegning af en mørkhåret, mørkøjet mand med stort overskæg indrammet af en femkantet stjerne og påskriften: »Undskyld jeg ligner Stalin.«

Hentydningen var ikke tilfældig. Italienerne skulle den 18. april 1948 til det første demokratiske valg i 24 år. Folkefronten af det magtfulde kommunistparti PCI og socialisterne håbede på sejr. Den sejr ville afbryde Italiens økonomiske genopbygning, bryde båndene til de vestlige demokratier og sætte landet på en kurs, der måtte ende i totalitært, kommunistisk diktatur.

Forsmag på dette diktatur manglede ikke i la Bassa. Det var og er én af landets rødeste egne, og efter befrielsen 1945 havde kommunistiske bander myrdet hundredevis af præster, journalister, skolelærere, fabrikanter og andre, der modsatte sig partiets jerngreb om magten i området.

Det huede ikke monarkisten, katolikken og italieneren Nino Guareschi. Han lånte for første og sidste gang sit talent til en valgkamp. Mest virksom var den valgplakat for de kristelige demokrater, som den geniale karikaturist tegnede med det enkle slogan: »I valgboksen ser Gud dig ? ikke Stalin.«

Folkefronten tabte med 31 pct. mod 48 til Alcide de Gasperis kristelige demokrater og deres allierede. Venstrefløjen tilgav aldrig Nino, at han havde stillet sit talent i, hvad de opfattede som reaktionens tjeneste. For venstre erobrede kulturmagten i Italien i et omfang, intet andet land oplevede. Derfor blev hans bøger aldrig anmeldt, hans enestående karriere aldrig omtalt i nationale medier og hans fortællinger aldrig optaget i skolernes pensum, og det selv om de solgte i millionvis og blev læst og elsket over hele verden.

Selvironi
Nino besad noget, mange af hans forfatter- og journalistkolleger i gruelig grad savnede og savner, nemlig selvironi. Den var en følge af hans naturel, men også af hans karakter og hans tro. Som troende katolik var han sig altid bevidst, at han kun var et lille menneske i en stor verden, han ikke selv havde skabt. Troen gav ham også den blanding af tragisk realisme og ukuelig optimisme, som er den bedste forudsætning ikke kun for ærlig litteratur, men for al ægte humor.

Typisk er dette udsagn: »Min runde præst og min tykke borgmester er som jeg født i la Bassa. Det er la Bassa, som skabte dem. Der mødte jeg dem, tog dem under armen og spadserede med dem op og ned ad alfabetet.« Nino skabte ikke Den lille Verden, han fandt den. Det var ikke falsk beskedenhed.

Historierne er korte, højst et dusin sider, og ordforrådet enkelt og præcist. Ninos gode ven, mesterjournalisten Indro Montanelli, som også var en politisk outsider, har peget på, at det er et fænomenalt kunststykke at kunne spejle en tidsalders store spørgsmål og debatter fra storpolitik over økonomi og social retfærdighed til kønsmoral og ansvar i små fortællinger om en lille by i la Bassa, som hver for sig fylder så lidt og bruger så få ord.

Historierne udkom i det kulturkonservative og satiriske ugemagasin Candido, som Nino havde grundlagt i 1945. Ifølge Montanelli »var Candido og Guareschi utvivlsomt de vigtigste kulturfænomener i italiensk efterkrigstid«.

Krigsfange
Nino var egentlig for gammel til at blive indkaldt, da Italien gik i krig i 1940, men blev det alligevel. En aften i 1942, da han havde fået lidt at drikke og samtidig havde fået dårligt nyt fra Østfronten, hvor hans 10 år yngre bror lå med den italienske armé, brølede han i Milanos gader: »Den slyngel morer sig, mens min bror og en masse andre italienere sætter livet på spil i Rusland. Den slyngel, hvis I skulle være i tvivl, er Ciano,« altså diktatoren Benito Mussolinis svigersøn, udenrigsminister Galeazzo Ciano.

Ninos udbrud blev noteret af en frugthandler og indberettet til fascisterne. Få uger efter var Nino i trøjen. Han undgik Østfronten, men oplevede Italiens kapitulation den 8. september 1943 i Norditalien. Da han nægtede at sværge troskab mod det fascistiske styre, blev han sammen med 800.000 andre italienske soldater deporteret til Tyskland. Her fik de en ussel behandling, da de ikke blev anset for krigsfanger efter Genève-konventionen, men nærmest som en slags straffefanger. Mange omkom af sult og sygdom.

Nino holdt modet oppe i sin lejr ved at udgive en lejravis, som han selv skrev og tegnede, ved at holde foredrag og ved utrætteligt at trøste og tale med sine medfanger. Han skrev også en dagbog, som er hans personligste og mest rystende værk. Mest imponerende er, hvordan han midt i elendigheden og i visheden om, at han selv måske ikke overlever, bevarer sin humor. Dagbogen indeholder overvejelser, der er født af lidelse. En kritiker skrev: »Den er røntgenbilledet af hans sjæl, og har man læst den, forstår man bedre historierne om Don Camillo, der indeholder budskaber om fællesskab og minder om evige værdier.«

Fange igen
Det var ikke eneste gang, Nino sad indespærret. I 1954 gjorde han noget, mange stadig ikke forstår. I Candido havde han offentliggjort to breve, som han påstod var skrevet af de Gasperi i 1944, og hvori de Gasperi fra Vatikanet, hvor han havde taget tilflugt fra fascisterne, bad de allierede om at bombe Rom for at fremprovokere en offentlig opstand.

Ingen, der kendte de Gasperi, kunne tro, at han havde skrevet sådanne breve. Nino var imidlertid harm over, at det kristelig-demokratiske parti, han så helhjertet havde støttet i livskampen mod kommunisterne i 1948, var blevet magtglad, småkorrupt og dermed en skuffelse for dem, der håbede på en anderledes politik i Italien. Sandsynligt er, at Nino lod sig rive med af, hvad han troede var en chokerende afsløring.

De Gasperi lagde sag an for bagvaskelse og vandt, selv om brevene ikke blev underkastet grafologisk undersøgelse. Nino havde allerede en betinget dom for at have karikeret republikkens præsident, Luigi Einaudi, på en fornærmelig vis, og den blev nu lagt til den nye dom, så Nino sad inde i 14 måneder.

Trofast hustru
Efter fængslet kastede Nino sig over utallige opgaver, ikke blot at skrive historier, men at bygge, indrette og ordne. I 1952 var han med kone og børn flyttet til komponisten Giuseppe Verdis fødeby, Roncole, få kilometer fra sin egen fødeby, Fontanelle. Her indrettede han en villa, hvor hans hustru, Margherita, i 1954, mens manden sad inde, i et interview sagde:

»Min mand har været journalist i 25 år. Jeg har altid forsøgt at hjælpe ham, som jeg kunne, ikke fordi jeg kan skrive en linje, men fordi jeg har forstået, at det ikke var sådan, jeg skulle hjælpe ham, men snarere ved at give ham sindsro og fred. Tro mig, det er den eneste opgave, vi kvinder kan udføre med helhjertet hengivelse, den at være hustru og mor. Det siger jeg, skønt mit familieliv ikke er uden sorg. Jeg har jo før ventet to år på min mand, og nu gør jeg det igen.«

Uden Margherita og de to børn var Nino muligvis gået helt ned med flaget. De gav ham et livsindhold, der holdt ham oppe. At forsørge dem, at bygge på huset, at købe andre huse og jordlodder og vedligeholde dem, gav ham meget at gøre ligesom den restaurant, han indrettede i 1964. Ninos sidste samling historier slutter med denne afsked: »Således ender disse småfortællinger, hvis eneste formål var at vise, at verden forandrer sig, men menneskene forbliver, som Gud har skabt dem, fordi Gud ikke har undergået nogen reform, og hans love er fuldkomne, evige og uforanderlige.«

Begravelsen af sin tids mest afholdte italienske forfatter var en skamplet på kulturen. PCI-avisen UnitÀ hoverede, at »en forfatter er død, som aldrig blev født«. En af Ninos få venner i journalistikken skrev, at »det ynkelige, småtskårne Italien, det foreløbige Italien, som Guareschi bittert definerede det i 1947, viste ham i går præcis, hvor dybt det kunne synke i sin moralske følelseskulde og åndelige lidenhed.

Giovannino Guareschi er den mest læste italienske forfatter i verden med oversættelser til alle sprog og store oplag. Men det officielle Italien har ignoreret ham. Hvis vore magthavere i dag sidder på deres ministertaburetter, er det dog ikke mindst takket være Guareschi og hans ihærdige kamp i 1948, men ingen af dem har rørt sig. Ingen har vist sig. Nu hviler Giovannino Guareschi på hædersmændenes kirkegård. Det er ikke noget travlt sted. Det forstod vi i går, da vi kunne tælle de fremmødte ungdomsvenner og få journalister på to hænder.«


Af DAVID GRESS
MORGENAVISEN Jyllands-Posten
01.05.2008

Drop Down Menu
Se også/See Also
Dronningens gobeliner
Tapestries for
HM The Queen
Historiske krige
Roskilde
Domkirke
Roskilde
Cathedral
Regenter
Jelling-
monumenterne
Guder og helte
i græsk og romersk
mytologi
Nordisk mytologi
Skagensmalerne
The Skaw Painters
Digital kunst

KI
Digital Art

AI

Schweiz
Switzerland
Tyskland
Germany
 
Bayeux tapetet
Rafael/Raphael
Michelangelo
Leonardo
da Vinci
Dante
Alighieri
Drop Down Menu
arslonga.dk  v/ Kirsten Gress   kontakt