Roms domkirke

Af David Gress

Da Jorge Mario Bergoglio som nyvalgt pave første gang viste sig for offentligheden, lagde han ud med tre overraskelser.  Han havde valgt et hidtil ubrugt pavenavn, Frans.  Han nægtede at bære det pavelige skulderklæde mozzetta'en, som er blot ét af flere tegn på pavens særlige værdighed i den katolske kirke.  Enhver nyvalgt pave har igennem mange århundreder vist sig første gang med dette klæde netop for at markere, at han nu ikke længere var blot én blandt ligemænd, men pave, den katolske kirkes suveræne overhoved og Kristi stedfortræder.  Denne markering ønskede Frans ikke at foretage.

Som det tredje og i fin tråd med det andet valgte Frans i sin første hilsen til folkemængden på Peterspladsen gentagne gange at betegne sig som Roms eller "jeres" biskop.  Det er han siden blevet ved med.  Dermed understreger han kraftigere end nogen pave siden Pius XII (1939-58), at han anser embedet som byens biskop som en lige så stor forpligtelse som det globale hverv som pave.  Hvordan Roms biskop handler i det lokale skal danne mønster for, hvordan paven handler i det globale.  Forsømmer han det lokale for at blive omrejsende prædikant, som Johannes Paul II (1978-2005) ofte syntes at gøre, bliver han såvel en dårlig biskop for romerne som en ringere pave.  Det synes Frans i hvert fald at mene.

Det kan synes ironisk, idet Pius XII ikke blot var traditionelt katolsk på en måde, meget få katolske prælater i dag længere er, men også ærkeromer af urgammel romersk slægt, mens Frans, som han selv sagde, "blev hentet fra det yderste af verden" set fra Rom, nemlig fra Argentina.  Alligevel slægter han i sin åbenbare forkærlighed for sin lokale, millionstærke menighed Pius på.  Frans gælder for at være progressiv, men den slags betegnelser, der stammer fra den politiske og ideologiske verden, har det med at komme til kort, når de anvendes på kristendommen, ikke kun den katolske.

Uanset en pave er særligt romersk af sind eller afstamning eller ej, hører det til den nyvalgte romerske biskops første pligter at aflægge besøg og fejre messe i de fire pavelige storkirker eller basilikaer i Rom, nemlig Peterskirken, Santa Maria Maggiore (Skt. Maria den Store), San Paolo fuori le mura (Pauluskirken uden for murene) og sidst i den allerfornemste, Roms domkirke, den såkaldte Lateranbasilika.

Dennes fulde navn er "Den højhellige, pavelige katedral og største romerske ærkebasilika af den Allerhelligste Frelser og de Hellige Johannes, Døberen og Evangelisten, ved Lateranet, alle Byens og verdens kirkers moder og overhoved".  Den katolske kristenheds hovedkirke er altså ikke, som mange tror, Peterskirken, men netop Roms domkirke, idet pavens daglige embede, også i en global tidsalder, er at være hyrde for sin lokale flok.

Inden 1870, da Rom blev indlemmet i kongeriget Italien og paverne spærret inde i Vatikanet, foregik den nyvalgte paves færd gennem byen til domkirken under stor festlighed, hvorunder paven kom ridende på et hvidt muldyr som Jesus under indtoget i Jerusalem Palmesøndag.  Endnu i 1978 blev den nyvalgte pave ved sin ankomst til pladsen foran kirken sat op i den traditionelle bærestol, sedia gestatoria, og båret gennem folkemængden ind i kirken, som jeg selv bevidnede det, da pave Johannes Paul I, Albino Luciani, blev indsat som Roms biskop få dage før hans pludselige død.  Hans efterfølgere gav afkald på bærestolen.

Efter at have fejret messe ved det centrale alter, hvor kun Roms biskop må fejre messe, træder den nyindsatte biskop frem på den overdækkede balkon eller loggia på kirkens nordside (se billede) for derfra at tale til mængden og meddele "Byen og verden" Den treenige Guds velsignelse.  Begge disse ting gjorde Frans den 7. april, første søndag i påsken.  Ved at tale fra loggiaen genoptog Frans en skik, som hans forgænger Benedikt XVI havde udeladt.

Loggiaen blev anlagt af pave Sixtus V i 1586 som tilbygning til en kirke, som var og er den vestlige kristenheds ældste overlevende.  Der var kun gået to år efter at kejser Konstantin den Store i 311 havde erklæret kristendommen for lovlig i Romerriget og dermed afsluttet kristenforfølgelserne, da han i 313, for netop 1700 år siden, indledte anlægget af det, der skulle blive Roms domkirke på et område, der århundreder tidligere havde tilhørt en slægt ved navn Lateranus, men som nu rummede en rytterikaserne og dermed var statslig ejendom.  Fra begyndelsen var kirken tænkt som Roms vigtigste.  Den ældste Peterskirke, rejst, hvor apostelen Peter led martyrdøden i år 64 under kejser Nero, altså på Vatikanhøjen, blev først påbegyndt nogle år senere.  Og mens Laterankirken blev færdig på fem år, tog det 25, før den første Peterskirke stod færdig i 349.

Den første Lateranbasilika var vidne til én af middelalderens mest bizarre episoder, da pave Stefan VI i 896 anlagde sag mod sin afdøde og formentlig forgiftede forgænger, pave Formosus, for at være kommet uretmæssigt til paveværdigheden takket være ekstern indblanding, nærmere bestemt fra den tyske konge.  Rettergangen foregik i selve kirken på den måde, at Stefan lod Formosus' mummificerede lig grave op og iføre dets pavelige skrud, hvorpå liget havde at påhøre anklagerne foran kardinalerne.  Dommen blev, at Formosus var uretmæssigt pave.  Alle hans beslutninger blev annulleret, hans dragt revet af og de tre fingre på højre hånd, hvormed en pave velsigner, blev afhugget.  Ingen har siden og, må man sige, med god grund, taget pavenavnet Formosus.

Imidlertid ramte et jordskælv senere samme år Rom; kirkens hovedskib faldt sammen "fra alteret til porten", og en helt ny kirke blev derpå og rejst lige så hurtigt som den første.  Det var ret imponerende i betragtning af Roms og Italiens betrængte tilstand omkring år 900, truet af muslimske plyndringstogter fra øst og af uafladelige krige.

Denne kirke stod i 400 år, indtil den blev næsten totalt ødelagt af brand i 1308.  Denne gang var der ingen hurtig genopbygning.  Den franske pave Clemens V flyttede i 1309 pavedømmet til Avignon i Frankrig for at slippe for de lokale romerske adelsfamilier og for de tyske kejsere mod til gengæld at komme under den franske konges indflydelse.  Rom lå i 70 år forsømt hen, herunder ruinerne af domkirken.  I 1376 vendte paven tilbage til Rom, hvilket udløste det såkaldte Store Skisma i kirken, hvor to og til sidst tre paver kappedes om at være den rigtige, én i Rom, én i Avignon og en tredje, der endte i Spanien.  Da skismaet endelig i 1415 blev bilagt og en pave valgt, som alle kunne være enige om, lå meget i ruiner, herunder Lateranbasilikaen.

Denne nye pave Martin V satte genopbygningen af sin romerske domkirke i gang, hvilket hovedskibets gulvbelægning i den særlige middelalderlige romerske mosaikstil kendt som opera cosmatesca, prydet af hans slægts våbenskjold, bærer vidnesbyrd om.  Imidlertid er kirkens fremtoning i dag, såvel indvendigt som udvendigt, ikke senmiddelalderlig, men rendyrket barok.  Det var nemlig Roms ypperste barok-arkitekt, Francesco Borromini, født i kanton Ticino i Schweiz i 1599, der i 1640'erne på pave Innocens X's opdrag udkastede planerne for kirkens nuværende, storladne interiør.

Borromini tog pave Martins kirke og omkalfatrede den totalt med sin geniale sans for lys, skygge og graciøs monumentalitet.  Kirken har fem skibe; alligevel formåede Borromini at kaste lys ind over hovedskibet og langs sideskibene i et evigt sammenspil af marmor, stuk og uventede lysninger.

Facaden skyldes en senere arkitekt af det i anden sammenhæng kendte navn Galilei og er noget senere.  Den vender pudsigt nok mod øst.  Lige som Peterskirken vender Lateran-katedralen nemlig omvendt i forhold til gængs kirkebyggeri, idet indgangsporten vender mod øst og apsis mod vest.  Da begge kirker først blev rejst i 300-tallet under kejser Konstantin, må denne skik gå tilbage til oldtiden, hvor kirkens port, åbningen, vendte mod solopgangen, mod Jerusalem og mod den opstandne Herre.  Det var først senere, at man begyndte at bygge kirker på den på vore breddegrader kendte måde, at kor og apsis med alter står i øst.

Borromini anvendte endog rester af den oprindelige, konstantinske basilika i murene, ligesom han lod mosaikken i apsishvælvet fra omkring 1290 være.  Den kan endnu ses i al sin gyldne herlighed, selv om pave Leo XIII i 1890'erne flyttede den og tilføjede nogle nygotiske træk, som man helst bør overse.

Under alle omstændigheder er Roms og den katolske kristenheds hovedkirke med Sixtus V's Velsignelsernes loggia et varigt vidnesbyrd om 1700 års tradition.