Le Corbusier og funktionalismen

Læser man om eller betragter man arkitekturen her og nu, såsom Gemini Residence og andre af de nyeste arkitektoniske nyskabelser på Bryggen med deres flotte facadepartier, må man spørge sig selv, hvad der præger nutidens arkitektur, som har sit afsæt i den funktionalistiske arkitektur, og hvori forskelligheden består? Umiddelbart er forskellen på det funktionalistiske højhusbyggeri og nutidens æstetikken. De glatte, trøstesløse funktionalistiske facader, bestående af vertikaler og horisontaler og befriet for enhver form for dekoration eller i funktionalistisk forståelse anden pjank, er erstattet af levende retoriske facader, der er langt mere seværdige end funktionalismens ensartethed. Imidlertid begyndte det hele med funktionalismen, og en af dens fremmeste repræsentanter var Le Corbusier.
Den schweiziskfødte maler (purist), skulptør, arkitekt, byplanlægger, møbeldesigner og teoretiker Charles-Édouard Jeanneret-Gris (1887-1965), kaldet Le Corbusier (den krageagtige), har med sine teorier om funktionel arkitektur inspireret det, vi i dag kalder moderne arkitektur. Han var pioneren i teoretiske studier af moderne design og viede sit liv til at skabe menneskevenlige boliger for borgerne i de tæt befolkede storbyer.
1910-20 var perioden for det moderne gennembrud, og årtiet skabte forudsætningerne for moderne kunst og arkitektur. Inden for kunsten var det ekspressionismen, fauvismen, kubismen og den abstrakte kunst, og inden for arkitekturen sås tendenser i retning af funktionalismen i Adolf Loos’, Frank Lloyd Wrights og Walter Gropius’ arkitektur.
Grundlaget for funktionalismen blev skabt i 1919, da Bauhaus i Weimar blev åbnet, maskinæstetikkens europæiske forum med Walter Gropius som leder. Allerede i 1909 have Gropius skrevet om fordelene ved at bruge præfabrikerede elementer i byggeriet, der bl.a. ville medføre nedsatte byggeomkostninger pga. rationaliteten ved masseproduktion. Gropius benyttede i arkitekturen en kombination af glas og jernbeton og ville udvikle en moderne industriel arkitektur, der ligesom en maskine skulle være funktionel. Det skulle være kunstnerens opgave at give liv til maskinens døde produkt. Teknikerens viden og kunstnerens følsomhed skulle gå hånd i hånd og skabe nye former for arkitektur og kunsthåndværk. Bauhaus-manifestet blev i 1919 formuleret af Gropius: "Vi skal ville, tænke og skabe fremtidens bygning sammen, den vil blive alt i ét: arkitektur og skulptur og maleri, den vil rejse sig mod himmelen ved millioner af håndværkeres hænder som et krystalklart symbol på en kommende tro!" Andre vigtige punkter i manifestet var bl.a., at billedkunstens endelige mål var arkitekturen, at håndværket var den skabende formgivnings oprindelse, og at kunstneren var en inspireret håndværker.
Ideen om samling af det kunstneriske og håndværksmæssige førte tilbage til den praksis, som de middelalderlige laug arbejdede under. De var kooperative organisationer af kunstnere og håndværkere, og man tilstræbte en velfungerende arbejdsdeling og samordning af arbejdsstyrken samt stor specialisering.
Funktionalismen drog ud for at skræmme enhver myte på flugt, den forholdt sig som en ikke-historisk stil. Funktionalismen gik imod falleret ornamentik, der udtrykte den forældede samfundsorden. Den østrigske arkitekt Adolf Loos (1870-1933) var den, der indledte angrebet på den dekorerede arkitektur. For Loos var arkitektur uden ornamenter tegn på åndelig kraft. Ornamentet var svindlerens, den degenereredes og den underprivilegeredes erstatningsæstetik, og tidens storhed var, at den ikke var i stand til at frembringe et nyt ornament, men havde kæmpet sig frem til friheden fra ornamentet.
I funktionalistisk arkitektur var det formålet og funktionen, der alene skulle bestemme formgivningen.
Frankrigs væsentligste fortolker af funktionalismen var Le Corbusier. Han ville i positiv forstand (af menneskelige hensyn) indrette lejligheder rationelle således, at det moderne menneskes behov kunne opfyldes, og behovene var: lys, luft, bevægelsesfrihed og en smuk udsigt. Til opnåelse af boliger, der kunne indfri disse primære behov, var jernbeton og stål væsentlige materialer. Egenskaberne ved materialerne var, at der kunne opbygges en indvendig bærende konstruktion med vandrette jernbetonplader, der havde styrke til at kunne vige fra de bærende elementer, og uden hensyntagen til de bærende funktioner kunne konstruktionerne påsættes lette vægge af glas og altaner.
Le Corbusier ville forene boligens funktionelle og æstetiske indretning på grundlag af et modulsystem "Modulor", der var bygget over menneskekroppens proportioner og Det Gyldne Snit. Nutidens arkitekters væsentligste funktion skulle ifølge Le Corbusier være at omorganisere byerne. Det ville indebære større frihed for byens befolkning samt en ny æstetik. Le Corbusier mente, at det moderne liv som helhed betragtet måtte have en ny grundplan for såvel byen som for huset, og derfor arbejdede han imod tradition, stilarter og forlorenhed. Ideerne, der dannede grundlag for Bauhaus og Le Corbusier var, at man stræbte mod materialernes renhed, der skulle være bestemt ud fra det brugsmæssige og funktionelle. Det repræsentative aspekt i boligindretningen samt boligens ydre skulle vige til fordel for det fornuftsprægede og for det liv, der skulle leves i boligen. Den armerede beton med dens mange muligheder, bl.a. også skulpturel udformning af husene, den moderne industri, den klassiske arkitektur med en klarhed og søjlerytme, de eksakte proportioner og præcise materialer, var de vigtigste ingredienser for Le Corbusier for at kunne realisere sin funktionelle, rationelle og i teorien humane arkitektur.

Som arkitekt var Le Corbusier autodidakt og uddannet gennem rejser, bøger, museer og erfaringer fra det praktiske liv. Allerede som 18-årig i 1905 byggede han sit første hus i sin fødeby La Chaux-des-Fonds i Schweiz i sand jugendstil. Han var i sin ungdom storbyens og industrialismens, den maskinelle effektivitets, fjende – hans arkitektursyn ændrede sig radikalt, da han vendte sig mod funktionalismen og tegnede projekter til millionbyer og benyttede industrialismens og standardiseringens principper og lagde vægt på de optimale betingelser for byens beboere samt for industriens udvikling. Den franske arkitekt Auguste Perret (1874-1954) var en af funktionalismens skabere og samtidig den, der så den armerede beton som en helt ny dimension inden for arkitekturen, som han dog ikke selv fulgte op. Han fik stor betydning for Le Corbusier, der via Perret senere kom til Peter Behrens (1868-1940) i Berlin, og som regnede bl.a. dem samt den amerikanske arkitekt Frank Lloyd Wright (1869-1959) for sine forgængere. Det var stålet og jernbetonen, der blev de revolutionerende elementer for Le Corbusiers arkitektur, ligeledes de tekniske fremskridt, der gjorde oprør mod det bestående, men stadig lagde grunden til den nye og muliggjorde, at bygningsværkets fire funktioner kunne fremtræde i geometrisk renhed. De fire funktioner var: fundere, bære, lukke, dække. Af betydning for Le Corbusiers arkitektur var, som tidligere nævnt, den klassisk-antikke arkitektur, som fandt sin fornyelse igennem ham uden at blive historiserende. Le Corbusier begyndte forfra i Platons græske idéverden. Her var matematikken det bærende i al billedkunst, fordi den anvendte rene størrelser (terningen, kuglen, keglen, cylinderen, pyramiden). Den fuldkomne trekant eller vinkel kunne ikke tegnes, det ville altid blive grove tilnærmelser, som kunne bruges til at minde os om de ideale figurer, geometrien handlede om. Det var ideen om en trekant og en cirkel, der var betydningsfuld, fordi de kun kunne eksistere i den menneskelige tanke. "For det, det kommer an på er, at arkitekt og byplanlægger i forening bringer os guldalderen tilbage.