Drop Down Menu
Drop Down Menu
A D V E N T
Adventstiden  -  de fire søndage op til jul
Advent (lat. adventus, ankomsten. Lat. Adventus Domini, Herrens komme) er de fire søndage op til jul. Den 1. søndag i advent begynder det nye kirkeår og dagen er kirkeårets nytårsdag.
Adventstiden kaldes også for bodstiden (tidlige fastetiden). Det er en periode hvor mennesket kan bekende sine synder, faste og forberede sig til juleevangeliets budskab om Herrens komme.
Skikken med adventskransen er tysk og formentlig opstået omkring år 1800 og omkring 1900 indførtes den i Sønderjylland (der var tysk fra 1864 til og med Genforeningen i 1920). Kong Christian 10.'s hustru Dronning Alexandrine, født Prinsesse Alexandrine af Mecklenburg-Schwerin, indførte sit fødelands skik i kongehuset i 1918 og omkring 2. verdenskrig vandt skikken indpas i hele landet. Kransens bånd var rødhvide, senere blot røde, men kan også være violette som er adventstidens liturgiske farve som symboliserer bod og anger.
Santa Luciadag  -  13. december
Lucias festdag er den 13. december i adventstiden og fejres med et Luciaoptog
, en lysfest (lat. lux = lys), og har ikke med jul at gøre, men at gøre med længslen efter lysere tider i den mørkeste tid på året.
Traditionen med Luciaoptog er svensk. I forbindelse med Reformationen ophørte tilbedelsen af helgener. I 1944, under den tyske besættelse, var der
for første gang Luciaoptog i Danmark, og det fandt sted i Scala på Vesterbro i København.
Luciabruden bærer en hvid kjortel, der symboliserer Jesu dåbskappe, og om den er bundet et rødt bånd, der symboliserer Lucias blod fra martyrdøden. Lyskransen, som Luciabruden bærer på hovedet er en jomfrukrone (båret af ugifte kvinder eller brude på bryllupsdagen), og symboliserer, at Lucias gav sit liv til Gud som Kristi brud.

Den hellige Lucia
, skytshelgen for blinde og folk med øjenlidelser og for sin fødeby Siracusa (Syrakus) på Sicilien. Hun stak øjnene ud på sig selv.

Lucia led martyrdøden under kejser Diocletians kristenforfølgelser og døde den 13. december 304 i Siracusa. Ved nattetide bragte hun mad til de kristne i katakomberne, og for at finde vej bar hun en lyskrans. Hun nægtede at gifte sig med den ikke-kristne mand, som hendes familie havde valgt til hende, hvorfor den udvalgte hævnede sig på hende ved at angive hende til myndighederne. Hun blev straffet med at blive sendt til et bordel, hvorfor hun rev sine øjne ud, for ikke at friste mænd, men øjnene voksede ud igen, og guddommelig indgriben hindrede, at hun kom på bordel. Hun blev herefter udsat for tortur og dømt til at blive brændt på et bål, men guddommelig indgriben endnu en gang hindrede at flammerne fik tag i hende, hvorfor dommeren stak hende ihjel med sit svær.

Luciasangen:
Nu bæres lyset frem
stolt på din krone
rundt om i hus og hjem
sangen skal tone
//: nu på Lucia-dag
hilser vort vennelag
Santa Lucia, Santa Lucia ://
Her ved vor ønskefest
sangen skal klinge

gaver til hver en gæst

glad vil du bringe

//: skænk os af lykkens væld

lige til livets kvæld

Santa Lucia, Santa Lucia ://

J U L
24. december til 6. januar
Julen indledes med en forberedelsestid, adventstiden. Jesu fødsel fejres den 24. december, og den 25. december er fødselsdagen, hvilket blev fastlagt ca. 300 e.Kr.

Nogle ortodokse kirker har bevaret den Julianske kalender, indført af Julius Cæsar 46 f.Kr., og juledagene falder derfor den 6. og 7. januar. Den Gregorianske kalender, indført af Pave Gregor XIII i 1582, rettede op på den skævhed der var opstået mellem kalenderåret og solåret i den Julianske kalender.
Julen varer til Helligtrekonger den 6. januar, datoen hvor man i oldkristendommen fejrede Jesu fødsel, eller 13. juledag der indtil 1770 var en officiel helligdag.

Ifølge traditionen blev Jesus født natten mellem 24. og 25. december i år 1. År 0 eksisterer ikke.
Blandt forskere er der ikke enighed om hverken Jesu fødselsdato eller fødselsår.
Fastsættelsen af Jesu fødselsdag kan måske skyldes af kirken ønskede at udkonkurrere vikingernes vintersolhvervsfest i slutningen af december, hvor man fejrede, at dagene nu blev lysere, og man drak jól, skålede for guderne og et godt nyt år (ordet "jul" stammer formentlig fra "jól" = drejning).
Romerne havde en tilsvarende midvinterfest i slutningen af december.
Conrad von Soest, "Jesus fødsel", 1403, panel i venstre sidefløj af triptykonen i Bad Wildungen Stadtkirche i Hessen i Tyskland.
Navnet Jesus (gr. Iesous hebraisk Jeshúa) betyder "Gud er frelse".
Navneloven af 1. april 2006 ophæver et gammel forbud mod at danske drenge kan døbes Jesus.

Jesu fødsel, Lukasevangeliet 2,1-21.
"Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.

I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: "Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe." Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!

Og da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til himlen, sagde hyrderne til hinanden: "Lad os gå ind til Betlehem og se det, som er sket, og som Herren har forkyndt os." De skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef sammen med barnet, som lå i krybben. Da de havde set det, fortalte de, hvad der var blevet sagt til dem om dette barn, og alle, der hørte det, undrede sig over, hvad hyrderne fortalte dem; men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem. Så vendte hyrderne tilbage og priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, sådan som det var blevet sagt til dem.

Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv."

Jesu fødsel, Matthæusevangeliet 1,18-25

"Med Jesu Kristi fødsel gik det sådan til: Hans mor Maria var forlovet med Josef, men før de havde været sammen, viste det sig, at hun var blevet med barn ved Helligånden. Hendes mand Josef var retsindig og ønskede ikke at bringe hende i vanry, men besluttede at skille sig fra hende i al stilhed. Mens han tænkte på dette, se, da viste Herrens engel sig for ham i en drøm og sagde: "Josef, Davids søn, vær ikke bange for at tage Maria til dig som hustru; for det barn, hun venter, er undfanget ved Helligånden. Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder."

Alt dette skete, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: "Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel" – det betyder: Gud med os. Da Josef var vågnet op af søvnen, gjorde han, som Herrens engel havde befalet ham, og tog hende til sig som sin hustru. Men han lå ikke med hende, før hun fødte sin søn. Og han gav ham navnet Jesus."

GT, Esajas' bog 7,14: "Men Herren vil selv give jer et tegn: Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel."
Navnet Immanuel betyder Gud med os, det er ikke et personnavn. Jomfru Maria skal føde en søn, og det skal hun se som et tegn på, at Gud er med os, altså navnet indikerer Jesu rolle, at bringe Guds nærvær til mennesket. Jesus kom for at leve som Gud i menneskelig skikkelse. Med syndefaldet havde Satan i skikkelse af en slange (Johannes' Åbenbaring 12,9) fået magt over menneskene da han lokkede Adam og Eva til at overtræde Guds udtrykkelige bud. Som menneske tog Gud alverdens synder på sig.
H E L L I G T R E K O N G E R S D A G
6. januar er en fest for De Vise Mænd fra Østerland/De Hellige Tre Konger
Andrea Mantegna, "Kongernes tilbedelse", omkr. 1495-1505, The Getty Center, Los Angeles.
På Mantegnas billede ses Josef, Jomfru Maria og Jesusbarnet, de har glorier og er iført simple klæder i sammenligning med De Hellige Tre Kongers klædedragter. Caspar, europæeren, er langskægget og barhovedet, han begaver Jesusbarnet med en kostbar kinesisk kop fyldt med guldmønter. Asiaten Melchior holder et røgelseskar og Balthazar til højre bærer en lågkrukke, han er fra Etiopien.
Helligtrekongersaften den 5. januar er i den folkelige tradition (indtil midten af 1800-tallet) blevet fejret ved at tænde et trearmet lys for at markere julens afslutning.
Traditionen med at lade juletræet stå til Helligtrekonger og tænde det eksisterer stadig.
De vise mænd, Matthæusevangeliet 2,1-12
"Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes' dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: "Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham." Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham. Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes. De svarede ham: "I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten: Du, Betlehem i Judas land, du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster. Fra dig skal der udgå en hersker, som skal vogte mit folk, Israel."
Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig. Og han sendte dem til Betlehem og sagde: "Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det." Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var. Da de så stjernen, var deres glæde meget stor. Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra. Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes, og de vendte hjem til deres land ad en anden vej."
Caspar, Melchior og Balthazar
er de navne som er givet til de vise mænd. Der er ikke noget belæg i Bibelen for navnene, heller ikke at der var tale om tre hellige konger eller tre vise mænd, men blot nogle vise mænd fra Østerland. De tre kostbare gaver guld, røgelse og myrra har ført til den formodning, at der var tale om tre konger. Mere sandsynligt er, at de vise mænd var astronomer fra oldtidsbyen Babylon, der havde set en ny stor stjerne på himlen og tolket den som skik var, at en ny konge var født.
Guld, røgelse og myrra kan symbolisere:
de tre dengang kendte verdensdele, Europa (guld, Caspar), Asien (røgelse, Melchior) og Afrika (myrra, Balthazar).
Guld var en kongegave, røgelse var gave til en guddom, myrra var gave til en døende, til en lidende (Jesu lidelser).
Botticelli, "Kongernes tilbedelse", ca. 1475, malet til kirken Santa Maria Novella, Uffizi Galleriet, Firenze.
På Botticellis billede ses en folkemængde grupperet omkring Den Hellige Familie, der er placeret ophøjet i en ruinkulisse, som er Boticellis måde at fremhæve deres betydning på og ikke ved at male glorier omkring dem. Nye blade gror ud af murfragmenterne symboliserende Jesu fødsel, en ny begyndelse og evigt liv. Under Betlehemsstjernen sidder Josef sørgende symboliserende Jesu korsfæstelse.
De Hellige Tre Konger næsten drukner i mængden i sammenligning med andre billeder af Kongernes tilbedelse, hvor der er rum omkring dem eller de kun er afbildet med Den Hellige Familie. En undtagelse er der dog, og det er Kongen, der rører Jesusbarnets fødder, og som er afbildet med Cosimo de Medicis træk. Blandt beundrerne er også andre af Medicislægten, malerens mæcener, og yderst til højre i billedet ses Botticelli selv. Helt til venstre i billedet ses buer i forfald symboliserende det førkristne Rom eller at den gamle pagt skal erstattes af en ny pagt.
Det gyldne skrin i Domkirken i Köln med De Hellige Tre Kongers relikvier.
I domkirken i Köln (påbegyndt 1248 afsluttet 1880'erne) drejer alt i kirkerummet sig om De Hellige Tre Konger. Kongerne blev begravet i Jerusalem og under en pilgrimsrejse fandt Helena, mor til Konstantin 1., Kongernes ben. De blev anbragt i Hagia Sophia katedralen (Den Hellige Visdoms Kirke) i Konstantinopel, og senere bragt til Milano. I 1164 erobrede Frederik Barbarossa Milano, og relikvierne sendtes til Köln, hvor der blev fremstillet et gyldent skrin til kongernes jordiske rester, hvoraf nogle blev sendt tilbage til Milano. Det gyldne relikvieskrinskrin i katedralen førte til, at kirken blev en valfartskirke. I 1998 fejredes domkirkens 750 års jubilæum.
Forårets helligdage fastlægges efter hvornår Påskesøndag falder
Påsken falder altid første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn (fastsat til 21. marts i år 325 ved et kirkemøde i Nikæa og er når solen står i zenit over ækvator - dag og nat er lige lange). Påskesøndag kan tidligst falde den 22. marts og senest den 25. april.
F A S T E L A V N S S Ø N D A G

syv uger før Påskesøndag

Fastelavn er indgangen til fastetiden og her skal sjæl og krop forberedes til at modtage påskebudskabet. Før Reformationen fastede man op til påske. Den katolske faste, en bods- og andagtstid, blev afskaffet med Reformationen.

Fastelavn blev bevaret som en folkelig skik.

Oprindeligt og indtil langt op i 1800-tallet var fastelavn en fest for voksne, hvor der blev drukket, spist kød, festet, danset og hvor man var udklædt og slog katten af tønden, som var en hollandsk skik. Fastelavnssøndag kaldtes også "flæskesøndag". I fastetiden spistes fisk, så der skulle spises kød, så man havde noget at stå imod med til den kommende faste. Fastelavn drejede sig om at bekæmpe det onde, og en kat (især sort) var symbol på ondskab, hvorfor der i fastelavnstønden var en levende kat, som først skulle tåle tøndeslagningen og herefter, når den slap ud af tønden, skulle jages ud af byen og måske endda også prygles til døde.
Fastelavnsløben var i gammel tid en skik, hvor pigerne (let påklædte) og karlene løb om kap, hvilket ved lov blev forbudt i 1643, men helt ind i 1700-tallet findes retssager, der omhandler fastelavnsløben. Andre skikke f.eks. at "ride til hanen/trække hovedet af hanen" og "gåserenden" er kendt fra slutningen af 1600-tallet og fandt sted til begyndelsen af 1700-tallet, dog nogle steder også op i 1800-tallet. Her var en levende hane eller gås hængt op i et reb med hovedet nedad, og det var rytterens opgave at vride halsen af, hvilket var besværliggjort ved at den var smurt ind i fedt eller sæbe.

I dag er fastelavn en fest for børn med udklædning og tøndeslagning. Det at gå fra dør til dør med fastelavnsris og raslebøsse og synge "Fastelavn er mit navn, boller vil jeg have. Hvis jeg ingen boller får, så laver jeg ballade" og få slik, penge eller fastelavnsboller er ikke så hyppigt mere.
På billedet ses Fastelavnsridning i St. Magleby, den 11. februar 1929. Foto fra album tilhørende gårdejer Jan Dirchsen, "Hollændergård", St. Magleby.
A S K E O N S D A G

første onsdag efter Fastelavnssøndag. Den kristne faste varer fra askeondag og frem til påske

Askeonsdag er den første onsdag efter Fastelavnssøndag og er ikke dagen før Skærtorsdag. Askeonsdag er begyndelsen på de 40 dages faste op til påske (minus søndage fordi det er Jesu opstandelsesdag, og der er nadver ved gudstjenesterne). Fra Askeonsdag til Påskelørdag er der 40 hverdage, Jesus fastede 40 dage og nætter. I den katolske kirke bliver dagen fejret med en Askeonsdagsmesse. Menigheden får tegnet korsets tegn for panden med aske, der symboliserer menneskets forgængelighed, og præsten siger: "Memento, homo, quia pulvis es, et in pulverem reverteris" (Husk, menneske, at du er støv, og til støv skal du vende tilbage).
I folkekirken er man begyndt at tage skikken op. I den katolske kirke er den et fast element.
Jesus fristes af Djævelen i ørkenen, Matthæusevangeliet 4,1-11: "Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. Og fristeren kom og sagde til ham: "Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød." Men han svarede: "Der står skrevet: "Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund." "Da tog Djævelen ham med til den hellige by, stillede ham på templets tinde og sagde til ham: "Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet: Han vil give sine engle befaling, og de skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten." Jesus sagde til ham: "Der står også skrevet: "Du må ikke udæske Herren din Gud." "Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed og sagde til ham: "Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig."Da svarede Jesus ham: "Vig bort, Satan! For der står skrevet: "Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene." "Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham."
"Askeonsdag", katolsk præst drysser aske på de troendes hoveder. Akvarel fra 1881 af den polske maler Julian Falat.
M A R I A E   B E B U D E L S E S D A G

Annuntiatio beatae Mariae Virginis 5. søndag i fasten

Fra Angelico, "Bebudelsen", 1438/45, San Marco Museet, Firenze. Klik for at se hele billedet.
Mariæ bebudelsesdag, hvor englen Gabriel bebuder Jomfru Maria, at hun skal føde Guds søn, fejres i den evangelisk-lutherske kirke den 5. søndag i fasten, søndagen før Palmesøndag. I den katolske kirke fejres dagen den 25. marts, altså ni måneder før juledag.
"Hvor kommer Kristus fra i verden?
Fra Gud og kvinden! Manden var sat ud af spillet. Kun i mødet mellem Guds Ånd og en kvinde fuld af hengivenhed, mod og kraft kunne dette ske. Kvinden Maria gjort til bærer af Gud i verden og med hendes vilje til at være det blev hun et troens forbillede for os alle."
Citat fra Prædiken til Marie Bebudelsesdag, 25. marts 2012, Vor Frue kirke, København. Af domprovst Anders Gadegaard.
Bebudelsen af Jesu fødsel, Lukasevangeliet 1,26-38:
"Da Elisabeth [Johannes Døberens mor] var i sjette måned, blev englen Gabriel sendt fra Gud til en by i Galilæa, der hedder Nazaret, til en jomfru, der var forlovet med en mand, som hed Josef og var af Davids hus. Jomfruens navn var Maria. Og englen kom ind til hende og hilste hende med ordene: "Herren er med dig, du benådede!" Hun blev forfærdet over de ord og spurgte sig selv, hvad denne hilsen skulle betyde. Da sagde englen til hende: "Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige." Maria sagde til englen: "Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand." Englen svarede hende: "Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn. Også din slægtning Elisabeth har undfanget en søn, nu i sin alderdom. Hun, om hvem man siger, at hun er ufrugtbar, er i sjette måned; thi intet er umuligt for Gud." Da sagde Maria: "Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!" Så forlod englen hende."
Navnet Jesus (gr. Iesous hebraisk Jeshúa) betyder "Gud er frelse".
Jomfru Maria = den 2. Eva eller den nye Eva. Hvad Eva bandt med sin vantro, løsnede Maria ved sin tro. Umiddelbart hinandens modsætninger og alligevel ikke, da Maria skal virkeliggøre den plan Gud havde med Eva. Maria er den nye Eva, da hun i Bebudelsen af Jesu fødsel, Lukas, 1,38 siger: "Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!" Så forlod englen hende.", da begyndte hele frelsesprocessen.
GT, Esajas' bog 7,14: "Men Herren vil selv give jer et tegn: Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel."
.
Navnet Immanuel betyder Gud med os, det er ikke et personnavn. Jomfru Maria skal føde en søn, og det skal hun se som et tegn på, at Gud er med os, altså navnet indikerer Jesu rolle, at bringe Guds nærvær til mennesket. Jesus kom for at leve som Gud i menneskelig skikkelse. Med syndefaldet havde Satan i skikkelse af en slange (Johannes' Åbenbaring 12,9) fået magt over menneskene da han lokkede Adam og Eva til at overtræde Guds udtrykkelige bud. Som menneske tog Gud alverdens synder på sig.
Jomfru Maria og arvesynden
"Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud". Gud har således set i nåde til Maria. Hun er for protestanter og ortodokse ikke født uden arvesynd, men har som andre arvet den synd, som kom med Adam og Eva.
I 1854 forkyndte Pave Pius IX for den katolske kirke dogmet om Jomfru Marias ubesmittede undfangelse (
conceptio immaculata). For katolikker var Jomfru Maria således fra sin undfangelse befriet for arvesynd.
Kyndelmisse/Missa Candelarum - 2. februar er Mariæ renselsesdag og lysmesse
Maria renselsesdag: 40 dage efter Jesu fødsel, blev han fremstillet i templet og Maria gennemgik et renselsesritual som det var jødisk skik, da kvinden var uren 40 dage efter hun havde født.
3. Mosebog, 12,1-8: Loven om barselkvinders urenhed: "Herren talte til Moses og sagde: Sig til israelitterne: Når en kvinde er gravid og føder en dreng, er hun uren i syv dage; hun er uren lige så længe som under sin menstruation. På den ottende dag skal drengens forhud omskæres. I treogtredive dage skal hun blive hjemme, mens hun har sin renselsesblødning; hun må ikke røre ved noget helligt, og hun må ikke komme ind i helligdommen, før hendes renselsesdage er forbi. Hvis hun føder en pige, er hun uren to gange syv dage ligesom under sin menstruation. I seksogtres dage skal hun holde sig hjemme på grund af sin renselsesblødning. Når hendes renselsesdage er forbi, såvel efter en søn som efter en datter, skal hun bringe et årgammelt lam som brændoffer og en dueunge eller turteldue som syndoffer; hun skal bringe dem til præsten ved indgangen til Åbenbaringsteltet. Han skal ofre det for Herrens ansigt og skaffe hende soning; så er hun ren efter sin blødning. Det var loven om en kvinde, der føder en dreng eller en pige."


Lysmesse/kærtemesse hvor midvinteren markeres. I gamle dage kaldtes dagen "Kjørmes Knud". Betegnelsen kendes fra 3. vers i Jeppe Aakjærs "Sneflokke kommer vrimlende" fra 1916: "og nu kom Kjørmes-knud!"

P Å S K E

fuldmånen bestemmer hvornår påsken falder
Påskedag er første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn

Benjamin Robert Haydon, "Indtoget i Jerusalem", 1814-20.
Palmesøndag
Dominica Palmarum, palmernes søndag, hvor Jesus red ind i Jerusalem for at fejre den jødiske påske, er søndagen før påske og begyndelsen på "Den stille uge", også kaldet passionsugen, og inkluderer Palmesøndag, Skærtorsdag og Langfredag.
Indtoget i Jerusalem, Johannesevangeliet 12,12-15:
"Næste dag hørte den store folkeskare, som var kommet til festen, at Jesus var på vej til Jerusalem. De tog da palmegrene og gik ham i møde, og de råbte: Hosianna!
Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn, Israels konge!

Jesus fik fat på et ungt æsel og satte sig på det, sådan som der står skrevet: Frygt ikke, Zions datter! Se, din konge kommer, ridende på et æsels føl."
Zions datter = Jerusalem.

Palmegrenen ses som attribut hos martyrer og symboliserer åndens sejr over kødet.
Se Palmeæsel = Jesus på æslet. Processionsvogn anvendt Palmesøndag indtil Reformationen, 1400-tallet, Neder-franken, Tyskland, udstillet på The Cloisters, New York.
Mit navn det står med prikker ....
pas på det ikke stikker.

Gækkebrevet en folkelig
skik i påsketiden.
At sende et gækkebrev er en dansk påsketradition, der går tilbage til slutningen af 1700-tallet, og var en kærlighedserklæring som unge mennesker sendte til hinanden. Tidligere og tilsvarende breve, ofte kærlighedsbreve, kaldtes bindebreve, de var en tysk opfindelse og anvendtes i Danmark i perioden 1600-1800, og var et kunstfærdigt udformet brev, der indeholdt gåder, og blev givet på mærkedage. Blev gåderne ikke gættet af modtager skulle vedkommende give en gave eller holde et gilde.

Et gækkebrev (et drillebrev) er et anonymt brev, der er kunstfærdigt udklippet, og hvori der er skrevet et rim og vedlagt en vintergæk, dvs. en forårsbebuder, der har narret vinteren, som det fremgår af gækkerimet "En vintergæk, som sommernar" - vintergækken hed oprindeligt sommergæk.

H.C. Andersen har skrevet om blomsten i "Sommergækken", 1862, for at bibeholde det gamle navn:
"Datteren i huset, en yndig, lille pige, hun var konfirmeret, hun havde en kær lille ven, og han var også konfirmeret, han læste til levebrød. "Han skal være min sommergæk!" sagde hun; tog så den fine blomst, lagde den i et duftende stykke papir, som der var skrevet vers på, vers om blomsten, der begyndte med sommergæk, og endte med sommergæk, "lille ven, vær vinternar!" hun havde gækket ham med sommeren. Ja, det stod alt sammen i verset, og det blev lagt som brev, blomsten lå deri, og der var mørkt om den, mørkt, som da den lå i løget. Blomsten kom på rejse, lå i postsæk, blev klemt og knuget, det var slet ikke behageligt; men det fik også ende.
Rejsen var forbi, brevet blev åbnet og læst af den kære ven; han var så fornøjet, han kyssede blomsten, og den blev, med sit vers omkring sig, lagt ned i en skuffe, hvori lå flere dejlige breve, men alle uden blomst, den var den første, den eneste, som solstrålerne havde kaldt den, og det var fornøjeligt at tænke over.
Længe fik den også lov at tænke derover, den tænkte, medens sommeren gik, og den lange vinter gik, og det blev sommer igen, da kom den atter frem. Men da var den unge mand slet ikke glad; han tog så hårdt på papirerne, smed verset hen, så at blomsten faldt på gulvet, flad og vissen var den blevet, men derfor skulle den dog ikke kastes på gulvet; dog der lå den bedre end i ilden, der blussede versene og brevene op. Hvad var der sket? Hvad der sker så tit. Blomsten havde gækket ham, det var en spøg; jomfruen havde gækket ham, det var ingen spøg; hun havde kåret sig en anden ven i skærsommer."
Modtageren af gækkebrevet skal gætte, hvem der har sendt brevet udfra det antal prikker, der står under rimet, og som svarer til antal bogstaver i afsenderens navn. Hvis navnet ikke bliver gættet ved tre forsøg/eller inden for tre dage skal modtageren give et påskeæg til afsenderen, når han eller hun ellers giver sig til kende.

Modtageren af et gækkebrev bliver gækket/narret, dvs. er genstand for et godmodigt drilleri. Hvis afsenderen af gækkebrevet har glemt at vedlægge en vintergæk er vedkommende selv en gæk, dvs. en nar.
Forår og frugtbarhed er symboliseret i gækkebrevet, påskeægget og påskeharen, der er af nyere dato i Danmark, beg. 1900, men kendt i Tyskland fra slutn. af 1600. Haren gemmer æg, som børnene skal finde, og til trods for, at den er et pattedyr, lægger den også æg.

Skærtorsdag
Jesu sidste måltid  -  Judas' forræderi  -  Fodvaskningen  -  Peters fornægtelse  -  Jesus i Getsemane  -  Jesus for rådet
Skærtorsdag
Jesu sidste måltid
Drop Down Menu
Leonardo da Vinci, "Den sidste Nadver" (La Última Cena), 1498, hænger på endevæggen i munkenes spisesal i kirken Santa Maria delle Grazie, Milano.
Se apostle.
Joakim Skovgaard, "Den store nadver", 1901, Viborg Domkirke, 1498. Judas forlader måltidet. Judas, "en der dypper i samme fad som jeg", var forræderen. På bordet er brød, vin og skroget af et lam. Ved det sidste måltid i Jerusalem var der formentlig ikke noget lam på bordet, da offerdyret var Jesus selv.
Josep Maria Subirachs i Sitjar, Passionsfacaden, La Sagrada Familia, Barcelona.
Bjørn Nørgaard, "Den sidste nadver", 1997, Horsens Kunstmuseum
La Última Cena
Jesu sidste måltid = den første nadver/Nadverens indstiftelse. Jesu påskemåltid gentages ved hver nadver året rundt. Gud indstiftede det jødiske påskemåltid (de usyrede brøds fest) 1500 f.Kr. aftenen før israelitternes udfrielse fra Ægypten, hvor de var holdt som slaver. Ved påskemåltidet skulle spises lam og usyret (uhævet) brød, fordi de kunne drage af sted når som helst, således var der ikke tid til at lade brødet hæve. Den kristne påske har rod i den jødiske påske. Lammet symboliserer Jesus som Guds lam, der bærer alverdens synd. I nadveren er Jesus vort påskelam. Jesus blev ofret som et offerdyr for vores skyld.
Johannesevangeliet 6,51:
"Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden."
Johannesevangeliet 6,54: "Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag."
Gennem troen på Jesus Kristus kan vi få syndsforladelse.
Johannesevangeliet 14,6-7:
"Jesus sagde til ham: "Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham."

Nadveren, Markusevangeliet 14,12-25:

Og den første dag under de usyrede brøds fest, da man slagtede påskelammet, spurgte hans disciple ham: "Hvor vil du have, at vi skal gå hen og forberede påskemåltidet til dig?" Han sendte da to af sine disciple af sted og sagde til dem: "Gå ind i byen, så vil I møde en mand, som bærer på en vandkrukke. Følg efter ham, og dér, hvor han går ind, skal I sige til husets ejer: Mesteren siger: Hvor er der et rum til mig, hvor jeg kan spise påskemåltidet sammen med mine disciple? Så vil han vise jer et stort rum ovenpå, gjort klar med hynder, og dér skal I forberede det til os." Så gik disciplene og kom ind i byen og fandt det sådan, som Jesus havde sagt, og de forberedte påskemåltidet.

Da det blev aften, kom han og de tolv. Og mens de sad til bords og spiste, sagde Jesus: "Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig, en der spiser sammen med mig." De blev bedrøvede og begyndte én efter én at spørge ham: "Det er vel ikke mig" Han sagde til dem: "Det er en af de tolv, en der dypper i samme fad som jeg. For Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham; men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født." Mens de spiste, tog han et brød, velsignede og brød det, gav dem det og sagde: "Tag det; dette er mit legeme." Og han tog et bæger, takkede og gav dem det, og de drak alle af det. Og han sagde til dem: "Dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange. Sandelig siger jeg jer: Jeg skal aldrig mere drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin i Guds rige."

Sakramente er en hellig handling indstiftet af Jesus selv

til vor retfærdiggørelse og som via Helligånden skænker Guds nåde - gavmildhed, godhed, barmhjertighed og tilgivelse. I sakramenterne drager den opstandne Kristus omsorg for de troende, indgiver styrke til vejen gennem livet. Gud møder mennesket i ordet og sakramenterne - i ord, vand, brød og vin.
Den katolske kirke har syv sakramenter: dåben, firmelsen, kommunionen (eukaristien, nadveren),
bodens sakramenter
(skriftemålet), de syges salvelse (den sidste olie), ægteskabet og præstevielsen.
Den protestantiske kirke har to sakramenter: dåb og nadver.
Skærtorsdag
Fodvaskningen
Giovanni Agostino da Lodi, "Jesus vasker apostlenes fødder", 1500, Gallerie
dell'Accademia, Venedig.
Skærtorsdag = renselstorsdag ("skær" = ren)

Fodvaskningen, Johannesevangeliet 13,1-17:
"
Det var før påskefesten, og Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen; han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste. Og mens de holdt måltid - Djævelen havde allerede sat sig for, at Judas, Simon Iskariots søn, skulle forråde ham; og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud - så rejser Jesus sig fra bordet og lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig. Derefter hælder han vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder og tørre dem med klædet, som han havde bundet om sig. Han kom så til Simon Peter, og Peter sagde til ham: "Herre, vasker du mine fødder?" Jesus svarede ham: "Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det." Peter sagde: "Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder." Jesus svarede: "Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig." Simon Peter sagde til ham: "Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet!" Jesus sagde til ham: "Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele. Og I er rene; dog ikke alle." Han vidste nemlig, hvem der skulle forråde ham; derfor sagde han: I er ikke alle rene.
Da han nu havde vasket deres fødder og taget sin kjortel på og sat sig til bords igen, sagde han til dem: "Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: En tjener er ikke større end sin herre, og en udsending ikke større end den, der har sendt ham. Når I ved det, er I salige, hvis I gør det."
Skærtorsdag
Peters fornægtelse
Josep Maria Subirachs i Sitjar, Peters fornægtelse, Passionsfacaden, La Sagrada Familia, Barcelona. Peter er hyllet ind i et tæppe, en metafor på fornægtelsen. De tre figurer bag ham symboliserer, at Peter fornægtede Jesus tre gange. Til venstre for figurerne ses hanen.
Peter tør ikke stå ved, at han kender Jesus, han benægter kendskabet til ham tre gange.

Forudsigelsen af Peters fornægtelse, Matthæusevangeliet 26,30-35,

"Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget. Da sagde Jesus til dem: "I nat vil I alle svigte mig, for der står skrevet: "Jeg vil slå hyrden ned, så fårene i hjorden spredes." Men efter at jeg er opstået, går jeg i forvejen for jer til Galilæa."

Peter sagde til ham: "Om så alle andre svigter, så svigter jeg dig aldrig."Jesus sagde til ham: "Sandelig siger jeg dig: I nat, før hanen galer, vil du fornægte mig tre gange." Peter sagde til ham: "Om jeg så skal dø sammen med dig, vil jeg aldrig fornægte dig." Det samme sagde også alle de andre disciple."

Peters fornægtelse, Lukasevangeliet 22,54-62:
"
De anholdt ham og førte ham bort, hen til ypperstepræstens hus; men Peter fulgte efter på afstand. Midt i gården havde de tændt et bål og slået sig ned om det, og Peter satte sig blandt dem. En tjenestepige så ham sidde ved ilden, kiggede nøje på ham og sagde: "Han dér var også sammen med ham." Men han nægtede det og sagde: "Jeg kender ham ikke, kvinde!" Lidt efter var der en anden, som så ham og sagde: "Du er også en af dem." Men Peter svarede: "Vel er jeg ej, menneske!" En times tid senere var der en til, som forsikrede: "Jo, sandelig var han også sammen med ham; han er jo også fra Galilæa." Men Peter sagde: "Menneske, jeg ved ikke, hvad du taler om!" I det samme han sagde det, galede hanen. Herren vendte sig om og så på Peter, og Peter huskede det ord, Herren havde sagt til ham: "Før hanen galer i nat, vil du fornægte mig tre gange." Og han gik udenfor og græd bitterligt."
Skærtorsdag
Getsemane
El Greco, "Jesu kamp i Getsemane", ca. 1595, Toledo Museum of Art, USA.
Jesus i Getsemane, Matthæusevangeliet 26,36-46:
"Da kom Jesus med dem til et sted, der hedder Getsemane, og han sagde til disciplene: "Sæt jer her, mens jeg går derhen og beder. "Så tog han Peter og de to Zebedæussønner med sig. Og han blev grebet af sorg og angst. Da sagde han til dem: "Min sjæl er fortvivlet til døden. Bliv her og våg sammen med mig!" Og han gik lidt længere væk, faldt ned på sit ansigt og bad:
"Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men som du vil." Han kommer tilbage til sine disciple og finder dem sovende, og han sagde til Peter: "Så kunne I da ikke våge blot en time sammen med mig? Våg, og bed om ikke at falde i fristelse. Ånden er rede, men kødet er skrøbeligt." Atter, for anden gang, gik han bort og bad: "Min fader, hvis det ikke er muligt, at dette bæger går mig forbi, men jeg skal drikke det, så ske din vilje." Og atter kom han og fandt dem sovende, for deres øjne var blevet tunge. Han forlod dem igen, og for tredje gang gik han væk og bad den samme bøn. Da kom han tilbage til disciplene og sagde til dem: "Sover I stadig og hviler jer? Nu er timen kommet, da Menneskesønnen overgives i synderes hænder. Rejs jer, lad os gå! Se, han, som forråder mig, er her allerede."
Skærtorsdag
Judaskysset - Judas forråder Jesus ved at kysse ham
Giotto, "Judaskysset", 1304-06, Scrovegni kapellet, Padova.
Josep Maria Subirachs i Sitjar, "Judaskysset", Passionsfacaden, La Sagrada Familia, Barcelona. Bag Judas ses en slange symboliserende djævelen, som er anstifteren af den forræderiske gerning. Bag Jesus ses kryptogrammet.
Jesus er efter måltidet sammen med disciplene gået hen i en olivenlund, Getsemane Have, ved foden af Oliebjerget.
Tilfangetagelsen, Matthæusevangeliet 26,47-56:
"Endnu mens han talte, kom Judas, en af de tolv, fulgt af en stor skare med sværd og knipler fra ypperstepræsterne og folkets ældste. Han, som forrådte ham, havde aftalt et tegn med dem og sagt: Det er ham, som jeg kysser; grib ham! Han gik straks hen til Jesus, hilste ham med et "Rabbi!" og kyssede ham. Jesus sagde til ham: "Min ven, nu har du gjort dit." Da kom de hen og lagde hånd på Jesus og greb ham. En af dem, der var sammen med Jesus, løftede hånden og trak sit sværd, slog efter ypperstepræstens tjener og huggede øret af ham. Da sagde Jesus til ham: "Stik dit sværd i skeden! For alle, der griber til sværd, skal falde for sværd. Eller tror du ikke, at jeg kan bede min fader om på stedet at give mig mere end tolv legioner engle til hjælp Men hvordan skulle da Skrifterne, der siger, at sådan skal det ske, blive opfyldt?" I samme øjeblik sagde Jesus til skarerne: "I er rykket ud med sværd og knipler for at anholde mig, som om jeg var en røver. Dag efter dag har jeg siddet og undervist på tempelpladsen, og I har ikke grebet mig. Men det er alt sammen sket, for at profeternes skrifter skal opfyldes." Da lod alle disciplene ham i stikken og flygtede."
Skærtorsdag
Jesus hos Kajfas
Matthias Stom, "Jesus i forhør hos Kajfas".
Kajfas var den jødiske ypperstepræst der ledte processen mod Jesus.
  
Jesus for Rådet, Matthæusevangeliet 26,57-68:
"De, der havde pågrebet Jesus, førte ham til ypperstepræsten Kajfas, hvor de skriftkloge og de ældste var samlet. Men Peter fulgte efter ham på afstand helt til ypperstepræstens gård, og han gik derind og satte sig sammen med vagtfolkene for at se, hvad det ville ende med. Ypperstepræsterne og hele Rådet søgte at få et falsk vidneudsagn mod Jesus for at kunne dømme ham til døden, men de fandt ikke noget, selv om mange trådte frem og vidnede falsk. Til sidst trådte dog to frem og sagde: "Han har sagt: Jeg kan bryde Guds tempel ned og rejse det igen på tre dage." Så stod ypperstepræsten frem og spurgte ham: "Har du ikke noget at svare på det, de vidner imod dig?" Men Jesus tav. Så sagde ypperstepræsten til ham: "Jeg besværger dig ved den levende Gud: Sig os, er du Kristus, Guds søn?" Jesus svarede ham: "Du sagde det selv. Men jeg siger jer: Herefter skal I se Menneskesønnen sidde ved den Almægtiges højre hånd og komme på himlens skyer." Da flængede ypperstepræsten sine klæder og sagde: "Han har spottet Gud! Hvad skal vi nu med vidner? Nu har I selv hørt bespottelsen. Hvad mener I?" De svarede: "Han er skyldig til døden." Da spyttede de ham i ansigtet og slog ham med knytnæve, og nogle slog ham med stokke og sagde: "Profetér for os, Kristus! Hvem var det, der slog dig?".
Langfredag
Judas hænger sig  -  Jesus for Pilatus  -  Tornekroningen  -  Smertens Vej  -  Korsbæreren Simon  -  Veronicas svededug  -  Korsfæstelsen  -  Jesu død  -  Gravlæggelsen
Langfredag
Judas begår selvmord
Pietro Lorenzetti, "Judas har hængt sig", ca. 1310-19, underkirken, Den Hellige Frans' basilika i Assisi.
Judas Iskariot forrådte Jesus i Getsemane have ved at udpege ham for de romerske myndigheder for 30 sølvpenge (Judaspenge).

Judas' død, Matthæusevangeliet 27,3-10:
"Da Judas, som forrådte ham, så, at han var blevet dømt, angrede han og bragte de tredive sølvpenge tilbage til ypperstepræsterne og de ældste og sagde: "Jeg har syndet og forrådt uskyldigt blod." Men de svarede: "Hvad kommer det os ved? Det bliver din sag." Så kastede han sølvpengene ind i templet, forlod stedet og gik hen og hængte sig. Ypperstepræsterne tog sølvpengene, men sagde: "Det er ikke lovligt at lægge dem i tempelblokken, da det er blodpenge." De traf da den beslutning at købe Pottemagermarken for pengene til gravplads for fremmede. Derfor hedder den mark den dag i dag Blodager. Da opfyldtes det, som er talt ved profeten Jeremias, som siger: "Og de tog de tredive sølvpenge, den pris, han blev vurderet til, han der blev vurderet, af Israels børn, og de gav dem for Pottemagermarken, sådan som Herren havde befalet mig."

Apostlenes Gerninger 1,15-20: "I de dage rejste Peter sig i kredsen af brødre – der var samlet en skare på omkring et hundrede og tyve – og han sagde: "Brødre! Det skriftord måtte gå i opfyldelse, som Helligånden gennem Davids mund forud har sagt om Judas, der viste vej for dem, som anholdt Jesus. For Judas regnedes med til os og havde fået sin lod i denne tjeneste. Han købte sig en mark for de penge, han havde fået for sin ugerning, men han styrtede på hovedet ned og sprængtes, så alle hans indvolde væltede ud.
Og det blev kendt af alle Jerusalems indbyggere, så at den mark på deres sprog blev kaldt Hakeldama, det vil sige Blodmarken. For i Salmernes Bog står der skrevet: Hans bolig skal blive øde, ingen skal bo i den, og: En anden skal overtage hans embede."
Langfredag
Barabbas løslades
James Tissot, "Barabbas", omkr. 1886, Brooklyn Museum, New York.
Jesus for Pilatus, Matthæusevangeliet 27,11-26:

"Jesus blev stillet for statholderen, og statholderen spurgte ham: "Er du jødernes konge?" Jesus svarede: "Du siger det selv." Men på ypperstepræsternes og de ældstes anklager svarede han ingenting. Da sagde Pilatus til ham: "Hører du ikke alt det, de vidner imod dig?" Men han svarede ham ikke på et eneste spørgsmål, så statholderen undrede sig meget.

Under festen plejede statholderen at løslade en fange efter folkets egen vilje. Man havde dengang en meget omtalt fange, som hed Jesus Barabbas. Mens de nu var samlet, spurgte Pilatus dem: "Hvem vil I have, at jeg skal løslade jer, Jesus Barabbas eller Jesus, som kaldes Kristus?" Han vidste nemlig, at det var af misundelse, de havde udleveret ham; og mens han sad i dommersædet, havde hans hustru sendt bud til ham og ladet sige: "Hold dig fra denne retfærdige mand. For jeg har i nat haft mange onde drømme på grund af ham." Men ypperstepræsterne og de ældste overtalte skarerne til at bede om at få Barabbas løsladt og få Jesus henrettet. Og da statholderen spurgte dem: "Hvem af de to vil I have, at jeg skal løslade jer?" svarede de: "Barabbas!" Pilatus spurgte dem: "Hvad skal jeg så gøre med Jesus, som kaldes Kristus?" De sagde alle: "Han skal korsfæstes!" Han spurgte: "Hvad ondt har han da gjort?" Men de råbte blot endnu højere: "Han skal korsfæstes!" Da Pilatus så, at der ikke var noget at gøre, men at der tværtimod blev uro, tog han noget vand, og i skarens påsyn vaskede han sine hænder og sagde: "Jeg er uskyldig i denne mands blod. Det bliver jeres sag." Hele folket svarede: "Lad hans blod komme over os og vore børn!" Da løslod han dem Barabbas, men lod Jesus piske og udleverede ham til at blive korsfæstet."

Langfredag
Jesus ved martersøjlen
Josep Maria Subirachs i Sitjar, "Jesus ved martersøjlen", La Sagrada Familia, Barcelona. Øverste søjlesten er forskudt, symboliserende stenen, der er skubbet væk fra graven. Rebknuden og den knækkede kæp, symboliserer Jesu lidelser.

Piero della Francesca, "Piskningen", omkr. 1455, Galleria Nazionale delle Marche, Urbino.

Den italienske maler Piero della Francescas billede har i dets ikonografi været genstand for flere teorier. Af særlig interesse er den siddende figur i baggrunden og figurgruppen i forgrunden.
Den bibelske begivenhed foregår i en åben søjlehal i billedets baggrund. Jesus er iført lændeklæde og har hænderne bundet til martersøjlen. Til højre og venstre for ham står de piskende personer. Foran ham ses en rygvendt person. Til venstre sidder en person på en romersk stol, der står ophøjet placeret på en sokkel, der har Francescas signatur "OPUS PETRI DEBURGO SCI [sancti] SEPULCRI". Francesca var født i byen Sansepolcro (tidligere Borgo Santo Sepolcro) i Toscana.
I forgrunden til højre ses en figurgruppe på tre personer, der ikke ofrer nogen opmærksomhed på begivenheden bag dem. I midten en ung blond barfodet mandsperson flankeret af to ældre personer. Bag personerne ses en arkitektur med formentlig et klokketårn.
Indendørsscenen er belyst fra højre, udendørsscenen fra venstre. Francescas perspektiv er et af de mest bemærkelsesværdige eksempler på det korrekte perspektiv.
Jesus blev pisket af romerske soldater før korsfæstelsen. Den siddende person kan tolkes som Pontius Pilatus. De tre figurer i forgrunden som hertugen af Urbino Oddantonio da Montefeltro omgivet af sine rådgivere Manfredo dei Pio og Tommaso di Guido dell'Agnello. Begge rådgivere blev holdt ansvarlige for Oddantonios død.
Billedet er formentlig bestilt af Federico da Montefeltro, som efterfulgte sin halvbroder Oddantonio som hertug af Urbino. En anden mulighed er, at figuren i midten i persongruppen symboliserer en engel, der er flankeret af den gamle og den nye kirke. Den siddende mand skulle så være den byzantinske kejser Johannes VIII Palaiologos (f. 1392, kejser fra 1425-48) identificeret ved sin påklædning, særlig den røde hat med opadvendt kant, som ses i medaljen af Pisanello.
Oprindeligt havde billedet en ramme med tekst fra Salmernes Bog "Convenerunt in Unum" (de kom sammen i enighed) fra Salmernes Bog 2, 2-3: Jordens konger rejser sig, fyrsterne slår sig sammen mod Herren og mod hans salvede: "Lad os sprænge deres lænker og befri os fra deres reb."
Langfredag
Ecce Homo

Peter Paul Rubens, "Ecce Homo", ca. 1610, Statens Eremitagemuseum Sankt Petersborg.

Antonio Ciseri, "Se, her er manden",
1880-91, Palazzo Pitti, Firenze.
Josep Maria Subirachs i Sitjar, "Ecce Homo",
La Sagrada Familia
, Barcelona.
Tornekroningen, Matthæusevangeliet 27,27-31:
"Da tog statholderens soldater Jesus med sig ind i borgen og samlede hele vagtstyrken om ham. Og de klædte ham af og hængte en skarlagenrød soldaterkappe om ham, flettede en krone af torne og satte den på hans hoved, gav ham en kæp i højre hånd og faldt på knæ foran ham, hånede ham og sagde: "Hil dig, jødekonge!" Og de spyttede på ham og tog kæppen og slog ham i hovedet. Da de havde hånet ham, tog de kappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham."
Johannesevangeliet 19,1-7:
"Pilatus tog så Jesus og lod ham piske. Og soldaterne flettede en krone af torne og satte den på hans hoved, og de hængte en purpurkappe om ham, stillede sig foran ham og sagde: "Hil dig, jødernes konge!" og slog ham i ansigtet. Pilatus gik atter ud af borgen og sagde til dem: "Nu fører jeg ham ud til jer, for at I kan vide, at jeg ikke finder ham skyldig." Så kom Jesus ud med tornekronen og purpurkappen på. Pilatus sagde til dem: "Se, her er manden!" [Ecce Homo] Da ypperstepræsterne og tempelvagterne så ham, råbte de: "Korsfæst ham, korsfæst ham! "Pilatus sagde til dem: "Så tag I ham og korsfæst ham, for jeg finder ham ikke skyldig." Jøderne svarede: "Vi har en lov, og efter den lov skal han dø, fordi han har gjort sig selv til Guds søn."
Langfredag
Jesus bærer sit kors Simon korsbæreren
El Greco, "Korsbæringen", ca. 1577-87, Metropolitan Museum of Art, New York. 
James J. Tissot, "Simon fra Kyrene tvinges til at bære korset", 1896, Brooklyn Museum.
Via Dolorosa, Smertens Vej,
Jesu vej til Golgata
Korsfæstelsen, Matthæusevangeliet, 27,32-44:
"På vejen derud traf de en mand fra Kyrene, som hed Simon, ham tvang de til at bære hans kors. Da de kom ud til det sted, der hedder Golgata – det betyder Hovedskalsted – gav de ham vin at drikke, som var blandet med malurt, men da han smagte det, ville han ikke drikke det. Og da de havde korsfæstet ham, delte de hans klæder mellem sig ved at kaste lod om dem. Så satte de sig dér og holdt vagt over ham. Over hans hoved havde de anbragt anklagen imod ham, den lød: "Det er Jesus, jødernes konge". Sammen med ham blev der korsfæstet to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side. Og de, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde: "Du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, frels dig selv, hvis du er Guds søn, og stig ned fra korset!" Også ypperstepræsterne og de skriftkloge og de ældste hånede ham på samme måde og sagde: "Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Han er jo Israels konge, lad ham nu stige ned fra korset, så vil vi tro ham. Han har stolet på Gud, lad Gud nu udfri ham, hvis han vil vide af ham. Han har jo sagt: Jeg er Guds søn." Også røverne, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham på samme måde."
Den Evige Jøde
Langfredag
Veronikas svededug
Josep Maria Subirachs i Sitjar, "Veronikas svededug", "Il Volto Santo", det hellige ansigt,

Jesu ansigt, Passionsfacaden, La Sagrada Familia, Barcelona.

Philippe de Champaigne, "Den Hellige Veronikas svededug", før 1654, Kunsthaus Zürich.
Den latinske tekst på billedet: "Dedi genas meas vellentibus. Faciem meam conspuentibus"
(Jeg gav mine kinder til dem, der hiver [skæg],
mit ansigt til dem, der bespytter.
Hans Memling, "Veronika holder sin svededug", ca. 1470, National Gallery of Art, Washington D.C.
Veronika tørrede blod, sved og støv bort fra Jesu ansigt på hans vej til Golgata. Jesu ansigt satte aftryk på dugen. Svededugen og Veronika er ikke nævnt i Bibelen.
I den romersk-katolske kirke er svededugen et skattet relikvie, der er opbevaret i Peterskirken i Rom og vises frem ved særlige lejligheder.
Se mirakuløse billeder af Kristus.
Langfredag
Jesus får en svamp med eddike
James Tissot "Den romerske soldat rækker en svamp på en stang op til
Jesu læber"
, omkr. 1887, Brooklyn Museum, New York.
Stefaton
er det traditionelle navn på den romerske soldat, som giver Jesus svampen dyppet i eddike. Navnet Stefaton nævnes ikke i Det Nye Testamente.
Johannesevangeliet 19,28-30:
"Derefter, da Jesus vidste, at alt nu var fuldbragt, og for at Skriften skulle opfyldes, sagde han: "Jeg tørster." Der stod et kar fyldt med eddike. De satte så en svamp fyldt med eddiken på en isopstængel og stak den op til hans mund. Da Jesus havde fået eddiken, sagde han: "Det er fuldbragt." Og han bøjede hovedet og opgav ånden."
Jesu død, Matthæusevangeliet 27,45-56:
"Men fra den sjette time faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: "Elí, Elí! lemá sabaktáni?" – det betyder: "Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?" Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: "Han kalder på Elias." Straks løb en af dem hen og tog en svamp og fyldte den med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke. Men de andre sagde: "Lad os se, om Elias kommer og frelser ham." Men Jesus råbte atter med høj røst og opgav ånden. Og se, forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Og jorden skælvede, og klipperne revnede, og gravene sprang op, og mange af de hensovede helliges legemer stod op, og de gik ud af deres grave og kom efter hans opstandelse ind i den hellige by og viste sig for mange. Men da officeren og hans folk, der holdt vagt over Jesus, så jordskælvet og det andet, der skete, blev de rædselsslagne og sagde: "Sandelig, han var Guds søn". Der var også mange kvinder, der så til på afstand, de havde fulgt Jesus fra Galilæa og sørget for ham. Blandt dem var Maria Magdalene, Maria, Jakobs og Josefs mor, og Zebedæussønnernes mor."
Langfredag
Terningespil og Longinus Longinus stikker Jesus i siden
Josep Maria Subirachs i Sitjar,
Terningespil (øverste scene) og
herunder Longinus på sin hest,
Passionsfacaden,
La Sagrada Familia,
Barcelona.
Fra Angelico, freske fra klosterkomplekset San Marco i Firenze fra ca. 1437-46 viser Longinus, der stikker spyddet i Jesu side.
På Subirachs facade ses øverst romerske soldater, der spiller terning om Jesu klæder efter korsfæstelsen.
Johannes 19,23-24:
"Da soldaterne havde korsfæstet Jesus, tog de hans klæder og delte dem i fire dele, én del til hver soldat. Også kjortlen tog de; men den var uden sammensyninger, ét vævet stykke fra øverst til nederst; derfor sagde de til hinanden: "Lad os ikke rive den i stykker, men trække lod om, hvem der skal have den." For sådan skulle det skriftord gå i opfyldelse: De delte mine klæder mellem sig, de kastede lod om min klædning. Det gjorde soldaterne altså."
Longinus
er den romerske soldat, der stak sit spyd/sin lanse ind i siden på Jesus.
Longinus nævnes ved navn i det apokryfe middelalderskrift Nicodemusevangeliet også kaldet Pilatusakterne. "Longche" er det græske ord for lanse.
Longinus' navn nævnes ikke i Det Nye Testamente.
Johannesevangeliet 31,31-37:  Det var forberedelsesdag, og for at legemerne ikke skulle blive hængende på korset sabbatten over – for det var en stor sabbatsdag – bad jøderne Pilatus om, at de korsfæstedes ben måtte blive knust og de døde taget ned. Så kom soldaterne og knuste benene på den første og på den anden, som var korsfæstet sammen med Jesus. Da de kom til Jesus og så, at han allerede var død, knuste de ikke hans ben, men en af soldaterne stak ham i siden med et spyd, og der kom straks blod og vand ud. Den, der har set det, har vidnet om det, for at også I skal tro – og hans vidnesbyrd er sandt, og han ved, at han taler sandt. Dette skete, for at det skriftord skulle gå i opfyldelse: "Ingen af hans knogler må blive knust." Og atter et andet skriftord siger: "De skal se hen til ham, de har gennemboret."
Spyddet/lansen som Longinus anvendte betegnes "Den hellige lanse".
Langfredag
Kristus på korset
Fra Angelico, Den korsfæstede Kristus med Jomfru Maria, Maria Magdalene og Den hellige Dominikus, 1441-42, udsmykning i munkecelle, San Marco Museet, Firenze.
Rafael, "Den korsfæstede Kristus med Jomfru Maria, hellige og engle", 1502-1503, The National Gallery, London.

Rafaels maleri var oprindelig en altertavle til kirken San Domenico i Città di Castello nær Rafaels fødeby Urbino. Bagest til venstre står Jomfru Maria og foran hende knæler Skt. Jeronimus, til hvem alteret er viet. Bagest til højre står evangelisten Johannes og foran ham knælende er Maria Magdalene, en af Jesu disciple og et af de først vidner til Jesu opstandelse. Engle opsamler Kristi blod i bægre.
Titulus Crucis/indskriften over korset lyder INRI = Iesus Nazarenus Rex Iudaeorum (Jesus fra Nazaret, Jødernes konge).
Forkortelsen INRI ses ofte i kunsten, men på Kristi Kors forekom forkortelsen ikke, men ifølge Johannesevangeliet hele teksten på tre sprog.
Johannesevangeliet 19,19-22:
"Pilatus havde lavet en indskrift og sat den på korset. Den lød: "Jesus fra Nazaret, jødernes konge." Den indskrift læste mange af jøderne, for stedet, hvor Jesus blev korsfæstet, lå nær ved byen, og den var skrevet på hebraisk, latin og græsk. Jødernes ypperstepræster sagde nu til Pilatus: "Skriv ikke: "Jødernes konge", men: "Han sagde: Jeg er jødernes konge"." Pilatus svarede: "Hvad jeg skrev, det skrev jeg."
Langfredag
Gravlæggelsen
Caravaggio, "Kristi gravlæggelse", 1602, Vatikanmuseerne.
Gravlæggelsen, Matthæusevangeliet 27,57-61:
"Men da det var blevet aften, kom der en rig mand fra Arimatæa, der hed Josef, som også var blevet en discipel af Jesus. Han gik til Pilatus og bad om at få Jesu legeme, og Pilatus befalede, at det skulle udleveres. Så tog Josef Jesu legeme og svøbte det i et rent lagen og lagde det i den nye grav, som han havde ladet hugge ud i klippen til sig selv. Og han væltede en stor sten for indgangen til graven og gik. Men Maria Magdalene og den anden Maria var der og sad over for graven."
Gravvagten, Matthæusevangeliet, 27,62-66:
"Næste dag, dagen efter forberedelsesdagen, gik ypperstepræsterne og farisæerne sammen til Pilatus og sagde: "Herre, vi er kommet i tanker om, at denne bedrager, mens han endnu var i live, sagde: Efter tre dage opstår jeg. Befal derfor, at graven skal bevogtes indtil tredjedagen, for at ikke hans disciple skal komme og stjæle ham og sige til folket: Han er opstået fra de døde. For så bliver det sidste bedrageri værre end det første." Pilatus sagde til dem: "Her har I vagtmandskab. Gå hen og sørg for, at der bliver holdt vagt, så godt I kan." De gik så hen og sikrede graven med vagter og ved at sætte segl på stenen."
Kopi af Jesu ligklæde i kirken Santa Croce in Gerusalemme, Rom. Det antagede originale ligklæde findes i Torino i kirken indviet til Johannes Døberen (katedralen i Torino). I Santa Croce opbevares de vigtigste relikvier fra korsfæstelsen såsom nagler fra Korset og et brudstykke af "titulus", anklagen, der var naglet til korset over Jesu hoved på påskriften "Jesus af Nazareth, jødernes konge".
Ifølge Johannesevangeliet 19,19-20 var påskriften affattet på hebraisk, græsk og latin, og på brudstykket findes fragmenter af alle tre sprog.
De hellige relikvier i kirken Santa Croce in Gerusalemme, Rom.
De hellige relikvier i kirken Santa Croce in Gerusalemme, Rom.
Påskelørdag
Jesus er begravet og nedfaret til dødsriget.
"hvilen efter storm og strid, efter fuldendt frelser-id!", ”Hør vor helligaftens bøn”,
N.F.S. Grundtvig 1837.
Påskelørdag
Kristus i dødsriget
Fra Angelico, "Kristus i dødsriget", 1437-46, freskocyklus i dominikanerklostret San Marco i Firenze, Museo di San Marco. Joakim Skovgaard, "Kristus i de dødes rige", 1891-94, Statens Museum for Kunst.
Forrest ses Adam og Eva. Kristus træder det onde under fode. Slangen = Djævelen.
I Fra Angelicos freske ses Dødsriget som en mørk hule, hvor Kristus med opstandelsesfanen1 ses svævende på skyer i døråbningen. Døren, som synes at være sparket ind, har mast Djævelen som et symbol på Kristi sejr over døden, og skal minde os om Guds løfte til slangen i Edens Have, 1. Mosebog 3,15: "Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes: Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen."

Djævelen bragte døden og ondskaben ind i verden og forårsagede at mennesket korsfæstede og dræbte Jesus uden at vide, at Jesu korsdød ville besejre Djævelen og hans dæmoner, det onde og døden.
Forrest til venstre ses to forskræmte dæmoner (Djævelens disciple), der farer væk fordi de sander, at de nu ikke længere har magt over mennesket.
Kristus rækker sin højre hånd mod Abraham, der er afbildet som en gammel mand med langt hvidt skæg. Dødsriget er også betegnet "Abrahams skød". Bag Abraham ses Adam og Eva. Bag dem til venstre ses Moses. Til højre for Eva ses Kong David, der bærer en krone. Abraham, Adam, Eva, Moses og Kong David repræsenterer det utal af mænd og kvinder bag dem, hvis ansigter er skjulte og som alle er refærdige hvilket er symboliseret ved de glorier de bærer.

1Opstandelsesfanen eller sejrsfanen (sejren over døden), er på Fra Angelicos freske et rødt kors på hvid baggrund, den kan også ses med hvidt kors på rød baggrund, som Dannebrog
Kristi lysende skikkelse refererer til transfigurationen dvs. Forklarelsen [forvandlingen] på bjerget, Matthæusevangeliet, 17,1-8: "Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og hans bror Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var alene. Og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. Og se, Moses og Elias kom til syne for dem og talte med ham. Så udbrød Peter og sagde til Jesus: "Herre, det er godt, at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her, én til dig og én til Moses og én til Elias." Mens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen: "Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!" Da disciplene hørte det, faldt de ned på deres ansigt og blev grebet af stor frygt. Men Jesus gik hen og rørte ved dem og sagde: "Rejs jer, og frygt ikke!" Og da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene."
I Bibelen står ikke noget om Kristus i de dødes rige. Vi siger i Trosbekendelsen, at vi tror på Jesus Kristus, som er nedfaret til dødsriget.
I dødsriget venter de døde på Herrens Dag/Dommedag, Guds dom over mennesket, hvor denne verden vil forgå og hvor den genkomne Jesus vil skille fårene fra bukkene, hvor dommen kan være et evigt liv hos Gud eller Helvedes ild til evig tid.
Dødsriget er forskellig fra Helvede. I NT er Helvede et sted for de fortabte sjæle og hvor Satan hersker, herfra er ingen udvej.
Der er et dødsrige for dem, der bliver frelst og et for dem der ikke bliver det. I Lignelsen om den rige mand og Lazarus, Lukasevangeliet 16,19-31 fremgår, at der er forskellige dødsriger. Den rige mand led Helvedes ild, og den fattige hvilede i Abrahams skød. Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer. Men Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines. Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra."
I N.F.S. Grundtvigs salme fra 1837,
"I kvæld blev der banket på Helvedes port"
, står:
3 Han vandrer på gløder som jomfru på gulv,

han tramper på øgler og drager,

hugormen han knuser, og Helvedes ulv

han binder, mens afgrunden brager.

6 Og trediedagen, da Hel-hanen gol,

og genfærd kom alle tilbage,

da skinned i Helvede Himmerigs sol,

i drømme slet ingen så mage.

8 I Helvede skinned Guds herligheds glans,

guldfarved de djævle kulsorte,

men murene revned for stråler i glans,

af hængsel fløj Helvedes porte.

20 Så herlig opstod på den tredie dag

vor frelser, uskyldig korsfæstet;

thi er det på jord nu en salighedssag:

Guds Søn haver Helvede gæstet!

K.L. Aastrup 1937-38. 1939,
"Der venter bag langfredags nat"
:

7 Der er for graven sat en sten,
som ej sig lader røre;
og indenfor er tørre ben.
Hvad er da mer at gøre?
9 Så er det da en nådes-sag,
hvad der af mig skal blive,
om Herren gør en påskedag
og kalder dødt til live.
Se også Rodins "Helvedesporten".
Påskedag og 2. påskedag
Kvinderne ved graven  -  Jesu opstandelse  -  Disciplenes møde med den opstandne Kristus
Påskedag er den første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn.
Jesu opstandelse, Matthæusevangeliet 28,1-7:
"Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne: "Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det."
Påskesøndag
Jesu opstandelse Den tomme grav
Lorenzo Veneziano, "Opstandelsen", 1371, Pinacoteca del Castello Sforzesco, Milano.
Fra Angelico, "Kvinderne ved den tomme grav", 1437-46, freskocyklus i dominikanerklostret San Marco i Firenze, Museo di San Marco.
Jan van Eyck, "De tre Mariaer ved graven", 1425-35, Museum Boijmans Van Beuningen, Rotterdam. Englen sidder på stenen, der er væltet væk, og fortæller, at Kristus er opstået. Gravvagterne sover.
Påskesøndag
Noli me tangere
Fra Angelico, "Noli me tangere", 1437-46, freskocyklus i dominikanerklostret San Marco i Firenze, Museo di San Marco.

"Rør mig ikke" eller "Hold mig ikke tilbage" er Jesu ord til Maria Magdalene, da han åbenbarer sig for hende efter opstandelsen.
Johannesevangeliet 20,11-18: "Den opstandne Jesus og Maria Magdalene. Men Maria stod udenfor ved graven og græd. Som hun nu stod der og græd, bøjer hun sig ind i graven og ser to engle i hvide klæder sidde dér, hvor Jesu legeme havde ligget, én ved hovedet og én ved fødderne. De sagde til hende: "Kvinde, hvorfor græder du?" Hun svarede: "De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham." Da hun havde sagt det, vendte hun sig om, og hun så Jesus stå der; men hun vidste ikke, at det var Jesus. Jesus sagde til hende: "Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?" Hun mente, det var havemanden, og sagde til ham: "Herre, hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham." Jesus sagde til hende: "Maria!" Hun vendte sig om og sagde til ham på hebraisk: "Rabbuni!" – det betyder Mester. Jesus sagde til hende: "Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud."
Maria Magdalene gik hen og fortalte disciplene: "Jeg har set Herren," og at han havde sagt dette til hende."
Påskesalmen "Tag det sorte kors fra graven", N.F.S. Grundtvig, 1846.
3.
Se Marie Magdalene!
Hænder nys hun vred i gru,
sukked, til at røre stene:
Hvor, ak, hvor er Herren nu?
Se, af øjets tåreflod
morgensolen mildt opstod.
I den grav, hvor han har hvilet,
hun har fundet englesmilet.
4.
Brister, alle helgengrave!
Herrens røst i dæmring sval
lyder i de dødes have,
skaber lys i skyggedal.
Herren kalder, men ej nu:
"Synder! Adam! hvor er du?"
Sødt det toner, engle tie:
"Her er Frelseren, Marie!".
2. Påskedag
Den opstandne Kristus viser sig for disciplene

Vandringen til Emmaus, Lukasevangeliet 24,13-35. "Men samme dag var to af disciplene på vej til en landsby, som ligger tres stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus; de talte med hinanden om alt det, som var sket. Og det skete, mens de gik og talte sammen og drøftede det indbyrdes, kom Jesus selv og slog følge med dem. Men deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham. Han spurgte dem: "Hvad er det, I går og drøfter med hinanden?" De standsede og så bedrøvede ud, og den ene af dem, Kleofas hed han, svarede: "Er du den eneste tilrejsende i Jerusalem, der ikke ved, hvad der er sket i byen i disse dage?" "Hvad da?" spurgte han. De svarede: "Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord over for Gud og hele folket - hvordan vore ypperstepræster og rådsherrer har udleveret ham til dødsstraf og korsfæstet ham. Og vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer, at det i dag er tredje dag, siden det skete. Og nu har nogle af kvinderne iblandt os forfærdet os; de var tidligt i morges ude ved graven, men fandt ikke hans legeme og kom tilbage og fortalte, at de i et syn havde set engle, som sagde, at han lever. Nogle af dem, der er sammen med os, gik så ud til graven og fandt det sådan, som kvinderne havde sagt, men ham selv så de ikke."
Da sagde han til dem: "I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt. Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?" Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne.
De var næsten fremme ved den landsby, de var på vej til, og Jesus lod, som om han ville gå videre. Men de holdt ham tilbage og sagde: "Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld." Så gik han med ind for at blive hos dem. Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem. De sagde til hinanden: "Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?"

Og de brød op med det samme og vendte tilbage til Jerusalem, hvor de fandt de elleve og alle de andre forsamlet, som sagde: "Herren er virkelig opstået, og han er set af Simon." Selv fortalte de, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde genkendt ham, da han brød brødet."
Jan Wildens, "Kristus på vej til Emmaus", 1640'erne, Statens Eremitagemuseum Sankt Petersborg.
Rembrandt (værksted), "Kristus i Emmaus", 1648, Statens Museum for Kunst.
Mødet med den opstandne Jesus, Matthæusevangeliet 28,8-10:
"Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det. Og se, Jesus kom dem i møde og hilste dem med et "God morgen!"Og de gik hen og omfavnede hans fødder og tilbad ham. Da sagde Jesus til dem: "Frygt ikke! Men gå hen og sig til mine brødre, at de skal gå til Galilæa. Dér skal de se mig."
Gravvagten bestikkes, Matthæusevangeliet 28,11-15:
"Mens de var på vej, kom nogle af vagterne ind til byen og fortalte ypperstepræsterne alt, hvad der var sket. De samledes med de ældste og besluttede at give soldaterne en større sum penge, og de sagde: "I skal sige: Hans disciple kom om natten og stjal ham, mens vi sov. Kommer det statholderen for øre, skal vi nok tage os af ham og holde jer udenfor." De tog imod pengene og gjorde, som de havde fået besked på. Og dette rygte er i omløb blandt jøderne den dag i dag."
Umiddelbart før sin himmelfart gav Jesus Missionsbefalingen til sine apostle, og i den har forkyndelsen af den nye universelle religion sit afsæt, mennesker af alle folkeslag skal døbes og lære om evangeliet.
Missionsbefalingen, Matthæusevangeliet 28,16-20:
"
Men de elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: "Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende."
Løftet om Helligånden, Apostlenes Gerninger 1,3-8:
"Efter sin lidelse og død trådte Jesus frem for dem med mange beviser på, at han levede, idet han i fyrre dage viste sig for dem og talte om Guds rige. Og da han spiste sammen med dem, pålagde han dem, at de ikke måtte forlade Jerusalem, men skulle vente på det, som Faderen havde lovet – "om det har I hørt mig sige: Johannes døbte med vand, men I skal døbes med Helligånden om ikke mange dage." Mens de nu var sammen, spurgte de ham: "Herre, er det nu, du vil genoprette Riget for Israel?" Han svarede: "Det er ikke jeres sag at kende tider eller timer, som Faderen har fastsat af egen magt. Men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende."
Se også Martin Schongauers dominikaneralter, Musée Unterlinden, Colmar.
S T O R E   B E D E D A G
4. fredag efter påskedag  -  Den sidste Store Bededag var 5. maj 2023
Store Bededag
Aftentur på Volden
Andreas Herman Hunæus, "På Københavns Vold aftenen før Store Bededag", 1862, Statens Museum for Kunst.
På Hunæus' billede gås aftentur på Øster Vold. Til venstre i billedet ses Arveprins Ferdinand (1792-1863), der gør honnør, og Arveprinsesse Caroline (1793-1881) Arveprinsens hustru, datter af Kong Frederik 6. Personen med den høje sorte hat i midten af billedet er forfatteren Christian Winther (1796-1876).
I Apollorevyen i 1835 sang Marguerite Viby og Carl Alstrup Mogens Dams "Aftentur på Volden": "Folk i lange rader med smil og falbelader gaar aftentur paa Volden Store Bededags kvæld. Brave mænd og koner og høje rangspersoner gaar aftentur paa Volden Store Bededags kvæld. Dér Prins Ferdinand, hvor elegant! Her er en kendt og fejret digter med hatten paa snu - det er vist en filur! I solens sidste gløder kun glade smil vi møder, naar vi gaar tur på Volden Store Bededags Kvæld".
Ædru menighed
Aftenen inden Store Bededag blev der ringet med kirkens største klokke, stormklokken, til påmindelse om, at der ikke længere måtte arbejdes og udskænkningssteder skulle lukke, så menigheder, i overensstemmelse med Kongelig Forordning, kunne møde ædru til Gudstjenesten og høre om Jesu liv og lidelseshistorie.
Store Bededag måtte alene være bede- og bodsdag.
Skikken med hveder på Store Bededag kendes fra midten af 1800-tallet. De blev bagt Store Bededagsaften, så de kunne opvarmes på selve Bededagen.
Roskildebispen Hans Bagger, der var biskop fra 1675-93, indførte tre faste- og bededage. Store Bededag blev lovfæstet af Kong Christian 5. den 27. marts 1686.
SVM-regeringen, dannet december 2022, havde i sit regeringsgrundlag forslag om at afskaffe helligdagen. Et flertal i Folketinget vedtog 28. februar 2023 at Store Bededag afskaffes som helligdag fra 2024.
K R I S T I   H I M M E L F A R T S D A G
40 dage efter påskedag, altid en torsdag
Kristi Himmelfartsdag
Garofalo (Benvenuto Tisi), "Kristi Himmelfart", 1520, Galleria Nazionale d'Arte Antica, Rom.
Efter Jesus stod op fra de døde, gik han rundt på jorden i 40 dage, han var sammen med sine disciple og berettede om Guds rige.
På Kristi Himmelfartsdag stiger Jesus til himmels og hans jordeliv er hermed slut. Kristus vender tilbage som Helligånd i pinsen.
Markusevangeliet 16,19-20:
"Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd. Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med."
Jesu himmelfart, Lukasevangeliet 24,50-53:
"Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud."
Jesu himmelfart, Apostlenes Gerninger 1,9-14:
"Da han havde sagt dette [løftet om Helligånden], blev han løftet op, mens de så på det, og en sky tog ham bort fra deres øjne. Som de nu stirrede mod himlen, mens han fór bort, se, da stod der to mænd i hvide klæder hos dem. De sagde: "Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere? Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen." Så vendte de tilbage til Jerusalem fra Oliebjerget, som ligger tæt ved Jerusalem, kun en sabbatsvej derfra. Da de var kommet ind i byen, gik de op i salen ovenpå, hvor de plejede at opholde sig, Peter og Johannes og Jakob og Andreas, Filip og Thomas, Bartholomæus og Matthæus, Jakob, Alfæus' søn, og zeloten Simon og Judas, Jakobs søn. De holdt alle i enighed fast ved bønnen, sammen med kvinderne og Jesu mor Maria og hans brødre."
P I N S E   -   kirkens fødselsdag
50 dage efter påske
Helligåndens komme
Titian, "Helligåndens komme", ca. 1545, Santa Maria della Salute, Venedig.
Bjørn Nørgaard, "Pinseporten" i Helligåndskirken, den danske kirke i Flensborg.
Pinsen er kirkens fødselsdag. De første menigheder udsprang af pinsebegivenheden.
I pinsen fejres Helligåndens komme, den taler på alle verdens sprog om Guds barmhjertighed og således til den enkelte på dennes sprog.
Pinseunderet er, at Jesu budskab er forståeligt for alle.
I pinsen ophæves den babelske forvirring
Babelstårnet, 1. Mosebog 11,1-9:
"Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. Da de brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de slog sig ned. De sagde til hinanden: "Kom, lad os stryge teglsten og brænde dem hårde!" De brugte tegl som sten og asfalt som mørtel. Så sagde de: "Lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden." Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: "Se, de er ét folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så de ikke forstår hinanden." Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden."
Babelstårnet, der skulle nå til himlen, blev således ikke bygget.
I kunsten kan en due symbolisere Helligåndens komme. Fra omkring 1850 kendes begrebet "At se pinsesolen danse" oprindeligt hed det "At se påskesolen danse". Solen dansede i glæde over Jesu opstandelse. 
Pinsedagen, Apostlenes Gerninger 2,1-13: Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige. I Jerusalem boede der fromme jøder fra alle folkeslag under himlen. Da nu denne lyd hørtes, stimlede folk sammen, og de blev forvirret, fordi hver enkelt hørte dem tale på sit eget modersmål. De var ude af sig selv af forundring og spurgte: "Hør, er de ikke galilæere, alle de, der taler? Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål? Vi parthere, medere og elamitter, vi der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi tilflyttede romere, jøder og proselytter, kretere og arabere – vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål." Alle var ude af sig selv, og i deres vildrede spurgte de hinanden: "Hvad skal det betyde?" Men andre spottede og sagde: "De har drukket sig fulde i sød vin."
Peters prædiken pinsedag, Apostlenes Gerninger 2,14-21: "Da trådte Peter frem sammen med de elleve, og med høj røst talte han til dem: "Jøder og alle I, som bor i Jerusalem! Dette skal stå klart for jer, læg mærke til mine ord: Disse folk er ikke berusede, som I tror, det er jo kun den tredje time på dagen. Men her sker det, som er sagt ved profeten Joel: Det skal ske i de sidste dage, siger Gud: Jeg vil udgyde af min ånd over alle mennesker. Jeres sønner og døtre skal profetere, jeres unge skal se syner, jeres gamle skal have drømme. Selv over mine trælle og trælkvinder vil jeg udgyde min ånd i de dage, og de skal profetere. Jeg gør undere oppe på himlen og sætter tegn nede på jorden, blod og ild og kvælende røg. Solen forvandles til mørke og månen til blod, før Herrens store og herlige dag kommer. Og enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses."
Den første menighed, Apostlenes Gerninger 2,37-41: "Da de hørte det, stak det dem i hjertet, og de spurgte Peter og de andre apostle: "Hvad skal vi gøre, brødre?" Peter svarede: "Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave. For løftet gælder jer og jeres børn og alle dem i det fjerne, som Herren vor Gud vil kalde på." Og med mange andre ord vidnede Peter og formanede dem og sagde: "Lad jer frelse fra denne forkvaklede slægt!" De, som tog imod hans ord, blev døbt, og den dag blev der føjet næsten tre tusind mennesker til."
T R I N I T A T I S T I D E N
det festløse halvår fra pinse til advent.
På trinitatis søndag, der indleder Trinitatistiden, fejres Treenigheden
Den Hellige Treenige Gud
Gud som Faderen, Sønnen og Helligånden. Treenigheden i et og samme væsen
Nådestol, Den Hellige Treenighed. Gud med krone på hovedet sidder med den korsfæstede Kristus, over Kristi hoved svæver Helligåndsduen, Aarhus Domkirke.
Treenigheden (af lat. trinitas = trehed) er betegnelsen for den kristne doktrin at Gud eksisterer som én Gud i tre personer, Faderen, Sønnen og Helligånden. Faderen er ikke den samme som Sønnen, der ikke er den samme som Helligånden, der ikke er den samme som Faderen. De kan ikke sammenblandes og ikke adskilles, de er ikke tre guder men én Gud.
Gud Fader, himlens og jordens skaber og den almægtige far i himlen.
Gud søn, Jesus Kristus beretter om sin Gud Fader, der er alle menneskers far. Det er gennem Jesus Kristus, at Gud viser sig.
Gud Helligånd der kommer over apostlene = pinseunderet. Med Helligånden får vi Guds talsmand, formidleren af Guds ord. Johannesevangeliet 14, 16: Løftet om en anden talsmand. "og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid".
Trinitatis søndag er søndagen efter pinse og i kirken fejres troen på en treenig Gud. Trinitatisperioden varer frem til 1. søndag i advent. Den lange Trinitatisperiode afbrydes af Allehelgensdag, der er den 1. søndag i november.
Den apostolske Trosbekendelse med de tre trosartikler:
Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.
Vi tror på Gud Fader, den Almægtige,
himlens og jordens skaber.
Vi tror på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre,
som er undfanget ved Helligånden,
født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus,
korsfæstet, død og begravet,
nedfaret til dødsriget,
på tredje dag opstanden fra de døde,
opfaret til himmels,
siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd,
hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.
Vi tror på Helligånden,
den hellige, almindelige kirke,
de helliges samfund, syndernes forladelse,
kødets opstandelse og det evige liv.
Amen.
Matthæusevangeliet 28,19-20. Missionsbefalingen: Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende."
A L L E H E L G E N
Allehelgensaften - 31. oktober
er aftenen før Allehelgenssøndag. Denne aften er hekse og genfærd på spil for at håne helgenerne.
Dagen
er også Reformationsdag. På Allehelgensaften den 31. oktober 1517 slog Luther sine 95 teser mod afladshandel op på Slotskirkens dør i Wittenberg i Sachsen-Anhalt i Tyskland og dermed indledtes Reformationen, overgangen fra katolicisme til protestantisme.
Halloween, har ikke noget med kristendom at gøre, det er en hedensk skik med keltiske rødder og særlig udbredt i USA. Af en eller anden uforståelig grund har nogle danske kirker taget skikken til sig.
Imidlertid handler skikken om uhygge, gys, gru og død. På Allehelgensaften kunne de døde hjemsøge de levende, og for at skræmme ånderne væk klæder man sig uhyggeligt ud og tænder lys i græskaransigter, der ser skræmmende ud i mørket. Udklædte børn går fra hus til hus og kyser folk og får måske slik.
Allehelgenssøndag - 1. søndag i november
På Allehelgenssøndag mindes de døde og på gravsteder sættes lys.
I middelalderen fejredes de helgener, der ikke havde deres egen festdag.
Allesjælesdag - 2. november
Katolsk helligdag, hvor man går i forbøn for de dødes sjæle. Bad om at pinslerne i Skærsilden måtte blive afkortet. Dagen blev afskaffet i Danmark efter Reformationen.
M O R T E N S A F T E N
hævnen over de skræppende gæs, hvis skyld det var, at
Martin/Morten mod sin vilje blev udnævnt til biskop 10. november
Den hellige Martin af Tours (ca. 316-397). Martin blev født i Ungarn, han tilbragte sin barndom i Italien og levede det meste af sit voksenliv i Frankrig. Som søn af en embedsmand i den romerske hær kom han i militærtjeneste som 15-årig. Det er sagt om ham, at han levede mere som en munk end en soldat. Han fandt det vanskeligt at forene sin tro med soldaterlivet.

Da han var udstationeret nær Amiens, mødte han en næsten nøgen tigger, der skælvede af kulde. Martin havde kun sine våben og klæder. Han trak sit sværd og skar sin kappe i to stykker og gav den ene halvdel til tiggeren og svøbte sig selv ind i den anden halvdel. Samme nat drømte Martin af Kristus var iklædt den halvdel af kappen, som han havde givet til tiggeren, og hørte Kristus sige: "Martin, som stadig er en katekum [person under forberedelse til dåb], har klædt mig med sin dragt". Martin tolkede denne drøm som et kald og besluttede sig for at blive døbt.

Som 23-årig afslog han at modtage en krigsbelønning og sagde til sin hærfører: "Jeg har tjent dig som soldat, lad mig nu tjene Kristus. Giv belønningen til dem der nu skal kæmpe. Jeg er Kristi soldat, og det er ikke tilladt mig at kæmpe i krig". Martin blev fritaget for militærtjeneste og blev discipel hos den hellige Hilarius af Poitiers (ca. 315-ca. 367) en gallisk-romersk Doctor Ecclesiae (udnævnt af Pave Pius IX i 1851), som var biskop af Poitiers i det sydvestlige Frankrig. De rejste sammen gennem Europa. I 360 grundlagde Martin et kloster, der senere blev indviet til ham.
Den 4. juli 371 blev Martin, mod sin vilje, udnævnt til biskop af Tours. Legenden fortæller, at han gemte sig i en gåsesti for ikke at blive valgt til biskop, men de skræppende gæs afslørede ham. Martin døde i november 397 på en missionsrejse og blev begravet i Tours den 11. november i 397. Martin Luther er opkaldt efter ham.

I Danmark kendes Martin som Morten bisp. Hans helgendag er den 11. november, og aftenen inden er Mortensaften, hvor der spises gås (eller and). At gæs skulle lade livet hvert år på denne aften var Morten bisps bestemmelse og hans hævn over de gæs, der havde afsløret hans gemmested.
Se St. Martins kirke i Zillis, Alpernes Sixtinske Kapel.
K I R K E Å R E T   O G   D E T S   F A R V E R
Kirkeåret begynder 1. søndag i advent og slutter sidste søndag efter trinitatis.
 Violet symboliserer bod og anger.
 Hvid er kirkens festfarve, den symboliserer renhed og uskyld.
 Rød symboliserer kærlighed, ånd, blod, ild, er Helligåndens farve.
 Grøn symboliserer håb og vækst.
 Sort symboliserer død og sorg, anvendes kun Langfredag.
1.-4. søndag i advent
Forberedelsestiden til julen og Herrens komme (Adventus Domini).
Juleaften 24. december
Jesu fødselsdag fejres.
Juledag 25. december
Dagen Jesu blev født, hvilket dog ikke kan dokumenteres.
Sankt Stefans dag/2. juledag
Sankt Stefan = den kristne kirkes første martyr (ApG, kap. 6.)
Julesøndag
Søndagen der nogle år ligger mellem jul og nytår.
Nytårsdag
Kirkens nytårsdag er 1. søndag i advent, men i kirken fejres også det verdslige nytår, hvor der siges farvel til det gamle år og goddag til det nye år.
Helligtrekonger 6. januar
Med Helligtrekongersdag slutter julen. Dagen er en festdag for de vise mænd fra Østerland (De Hellige Tre Konger) og deres tilbedelse af Jesusbarnet i krybben. Det er hedningerne der tilbeder Kristus, Guds søn.
1. -5. søndag efter Helligtrekonger
Sidste søndag efter Helligtrekonger
Septuagesima
9. søndag før påske. Den 70. dag før påske.
70, 60 og 50 dage før påske (se også nedenfor) er runde tal, men ikke de nøjagtige tal.
Seksagesima
8. søndag før påske. Den 60. dag før påske.
Quinquagesima/Fastelavnssøndag
7. søndag før påske. Den 50. dag før påske.
Fastelavnssøndag er indledningen til fastetiden og på dagen fejres Jesu dåb i Jordanfloden.
1.-3. søndag  i Fasten
Fasten er en forberedelse til påskedramaet med Jesu korsfæstelse, død og opstandelse. Den er ikke en sulteperiode, som den oprindeligt var. 
Fasten er perioden mellem fastelavnssøndag og påskeugen, omkring 40 dage, svarende til "
Jesu fristelse i ørkenen", hvor han efter 40 dage og nætters faste afviste Djævelen med ordene: "Mennesket lever ikke af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund".
  Midfaste
er den 4. søndag i fasten, der ligger mellem 1. søndag i fasten og påskesøndag.
Johannesevangeliet 6, 1-15/Matthæusevangeliet 14, 13-21 "Bespisningen af de fem tusind".
Mariæ bebudelsesdag
Englen Gabriel bebuder Jomfru Maria, at hun skal føde Guds søn.
Palmesøndag
Jesus red ind i Jerusalem for at fejre den jødiske påske.
Skærtorsdag
Jesu sidste måltid - Judas' forræderi - Fodvaskningen - Peters fornægtelse - Jesus i Getsemane - Jesus for rådet.
Langfredag
Judas hænger sig - Jesus for Pilatus - Tornekroningen - Smertens Vej - Korsbæreren Simon - Veronicas svededug - Korsfæstelsen - Jesu død - Gravlæggelsen.
Påskedag/Påskesøndag
Kvinderne ved graven - Jesu opstandelse.
2. påskedag
Den opstandne Kristus viser sig for disciplene (to disciple møder Kristus da de er på vej til Emmaus og Kristus i Emmaus).
1.-3. søndag efter påske
Store bededag
4. fredag efter påskedag.
4. -5. søndag  efter påske
Kristi himmelfartsdag
40 dage efter påskedag. Jesus stiger til himmels og hans jordeliv er hermed slut.
6. søndag efter påske
Pinsedag
Kirkens fødselsdag. I pinsen fejres Helligåndens komme.
2. pinsedag
Trinitatis søndag
DET FESTLØSE HALVÅR BEGYNDER.
Trinitatis søndag er søndagen efter pinse, som afslutter kirkeårets første halvår, som var en periode med de store kirkelige højtider. Trinitatistiden varer til 1. søndag i advent. Den Treenige Gud fejres. Trinitatis (lat. treenighed = Faderen, Sønnen og Helligånden).
1.-21. søndag efter Trinitatis
Allehelgen
De døde mindes.
I USA fejres Halloween (allehelgensaften). Udhulede græskar med stearinlys og grum udklædning som djævle hekse vampyrer skeletter, døden etc., har vundet indpas i Danmark.
22.-26. søndag efter Trinitatis
Sidste søndag i kirkeåret
Drop Down Menu
Se også/See Also
Dronningens gobeliner
Tapestries for
HM The Queen
Historiske krige
Roskilde
Domkirke
Roskilde
Cathedral
Regenter
Jelling-
monumenterne
Guder og helte
i græsk og romersk
mytologi
Nordisk mytologi
Skagensmalerne
The Skaw Painters
Digital kunst

KI
Digital Art

AI

Schweiz
Switzerland
Tyskland
Germany
 
Bayeux tapetet
Rafael/Raphael
Michelangelo
Leonardo
da Vinci
Sorø Klosterkirke
Drop Down Menu
arslonga.dk  v/ Kirsten Gress   kontakt